"VELKOMMEN TIL BONGO RACING'S TRAVSPORT"


NOGLE AF DE STORE OG DRAMATISKE ØJEBLIKKE I TRAVSPORTEN!


Ja der var engang

Enhver person der går til trav, vil altid have et eller flere løb, som han eller hun med forkærlighed bevarer i erindringen, som oftest er det vel en hest, han eller hun har spillet og eventuelt har fået store odds på, eller et andet tilfælde i forbindelse med spillet. Det kan være en præstation af hans eller hendes favorithest, eller der kan i et løb være hændt ting, der har haft speciel interesse eller betydning for vedkommende. Der er imidlertid også andre løb, som sætter sig fast i hukommelsen på det store publikum, og det er i reglen løb, hvor spændingen og sportslige ydelser ligger over, hvad man til daglig ser på vore baner, selv om der også kan være tilfælde, hvor det er løb, der får et helt unormalt forløb, f. eks. Ejnar Vogt’s fantastiske derbysejr eller følelsesmæssige oplevelser som Steen Juul første sejr, på en almindelig onsdag aften, efter den frygtelige flyveulykke eller en utrolig stædig Ernst Petersen, som på en derbydag stod op af sygesengen på hospitalet og vandt tre løb i tre starter, inklusiv Derby & Derby Trøstløb, for straks efter løbene og blive indlagt igen eller og oplevet den gamle store stjerne Mark Ingdam, brillere endnu engang med to sejre, efter drømme kørsel, som bragte bifald som sjældent er hørt, samt en legende som Tarok? Det er jo netop disse utrolig mange store øjeblikke som tidligere gjorde travsporten til noget stort her i landet!

Når jeg i denne artikel skal berette om historiske løb, vil det selvfølgelig i hovedsagen komme til at dreje sig om løb, der med hensyn til sport og spænding har været over det almindelige, og det vil vel være naturligt ikke at tage løb, der er alt for omtalte, som f. eks. S-årgangens Derby og store træk må det vel siges, at ethvert Derby er et historisk løb, men det er jo ikke alle Derby løb, der erindres så godt som andre, hvor man tilbage i de ”gode gamle dage” mest huskede derbyvindere som Peter Pogue jrs., Gibtowns, Klondykes (da Leo blev diskvalificeret som vinder), Carl Hofs, Sonny Diamonds og vel også Garants Derbysejr. Den sidste dog kun fordi, det var Kosters 10. Derbysejr.

Oluf Månsson

Jeg vil prøve i en længere artikel og finde nogle af de helt store oplevelser frem og lad os starte med nogle af de mest dramatiske situationer som man har oplevet og lad os starte med et par personer som er døde under et travløb og her var det først amatøren Aage Iversen, som døde under løbet sulkyen bag Henny Finance og den kendte træner Oluf Månsson, eller rettere sagt Malte Oluf Månsson, som den 30. december i 1956 også sank sammen i sulkyen bag Overland, som var i en opløbskamp med Rasmusine og Georg Andersen, men midt i opløbet sank Månsson sammen i vognen og var livløs over mål som anden. Georg Andersen fik fat i Overland og da han fik den standset, faldt Månsson af vognen og blev kørt på hospitalet, men var død ved ankomsten.

Et af de mere sjældne billeder af Oluf Månsson

Oluf Månsson som var født (15. juli 1899) i Sverige, var bror til Jägersro træneren Olle Månsson og han blev 57 år gammel og var udlært hos nogle af de bedste trænere Arnold Jensen og Max Rabenhorst, inden han sluttede uddannelsen hos N J Koster. Han blev selv champion i 1933 og var igennem hele sin karriere den træner som virkelig kunne sætte en kæp i hjulet på de to førende Sofus Sørensen og N J Koster. Han vandt i alt 798 sejre i Danmark og her kommer der flere sejre i Sverige også og den første sejr var med Danton i 1923 og allerede i 1938 vandt han sin sejr nummer 500 med Sylvia og på det tidspunkt hvor han døde var det kun N J Koster, Sofus Sørensen og Gerhard Petersen, som havde vundet flere løb end ham.

Skal vi nævne de hest han vandt flest løb med, er det; Styrmand (32), Full Tilt (28), Sylvia (27), Marisse (20) og Augias (18). Udover og vinde mange løb var Oluf Månsson faktisk den første trænere der begyndte at opdrætte heste på et større plan og han havde stutteriet Stenhavegaard i Usserød ved Hørsholm, hvor et stort antal travere så dagens lys og det var her at hingste som Styrmand og Full Tilt fik den store betydning i avlen, som de gjorde. Hans alt for tidlige død var et stort tab for travsporten.


SOFUS VAR EN LURIFAX!


BELLA S og Sofus Sørensen vinder Dansk Derby

Sofus Sørensen var en utrolig jovial person og derfor utrolig populær på tilskuerpladserne, hvor der hurtigt blev lavet et slogan: Pas på Koster, Sofus er lige i r…. af dig, så i forsættelsen af store oplevelser på banerne går vi tilbage til først i tyverne, hvor Sofus Sørensen præsterede to sejre, der blev husket længe. Først hans overraskende Kriteriums sejr med Bella S. over de to store favoritter B. S. og Native Spirit, der begge tilhørte Mr. Farmer, som havde købt dem for ikke mindre end 65.000 kroner (hvilket må have været et kæmpebeløb den gang) for at sikre sig sejrene i de store avls løb, og dernæst hans sejr med Truxton i det berømte Heat løb, hvor Truxton aflivede Baron Silvers 10 årige gamle banerekord og blev en første 1.25 traver i Danmark.

Søndag d. 10. juli 1921, kørtes det berømte Heat løb med følgende deltagere: Advance Guard, Lettie Jaguar, Barbara Lee, Sandorra, Mabel Worthy, Peter Pogue og som eneste indlænder Majblomst. I første heat sejrede Rabenhorst med Barbara Lee før Lettie Jaguar og Majblomst, medens Truxton kun blev sjette. Tiden for Barbara Lee blev 25,0. I andet heat sejrede Sofus Sørensen så med Truxton, medens Barbara Lee blev sidste hest efter fejl og nærmest Truxton fulgte Advance Guard og Lettie Jaguar. Truxton travede her 24,9, og denne rekord forbedredes i tredje heat, hvor den atter sejrede endda meget overlegent i 24,1. Barbara Lee og Advance Guard var nærmest. Truxton’s rekord stod i et par år, før en fantastisk opløbskamp imellem Don Orlan (Frank Starr) og Peter Pogue (Müller) i Mesterskab for Danmark, hvor Don Orlan måtte helt ned på 1.23.6 for at vinde løbet. Der er ingen tvivl om, at de fyldte tribuner har være ved vælte, da Truxton i det tredje heat, med folkelige Sofus i vognen, sætter ny dansk rekord!

DON ORLAN vinder Mesterskab for Danmark før PETER POGUE og sætter ny dansk rekord

I Derbyet det samme år var Sofus Sørensen atter den store favorit med Sørensens-Sveigaards dejlige hoppe Bella S, men dagen før løbet gik der store rygter om, at Bella S. var halt, og Sofus Sørensen gav rygterne næring ved på selve derbydagen at præsentere med Bella S. på den lille Bane med bandager om benene, som indviede, påstod, var dyppet i rødbedesaft. I selve løbet var der imidlertid ikke det ringeste i vejen med Bella S, og selv om den fik tre – fire fejl på, vandt den alligevel med 80 - 100 meter før Brillant i målet, og derefter fulgte B. S., Native Spirit, Baltimore, Bibiana, Astrid Belford og Ketty de Mioche. Bella S. gav 15 for 10, men uden rygterne var odds måske kommet under 11 for 10.

Et uhyre spændende løb samme år var Dansk Trav Kriterium. Her var Sofus Sørensen stor favorit med den dengang næsten uovervindelige Cherry Girl, men der var alligevel mange, der mente, at den over de 2600 meter ville få stort besvær med den stærke Cyrano. Starten gik, og Rabenhorst kom bedst af sted med Chaplin, men både Cherry Girl og Cyano angreb hårdt for at få spidsen, og herved fejlede Cyrano. Efter en omgang måtte Cherry Girl trække sig, medens den senere derbyvinder Cyrano kommer med nyt angreb og laver en ny fejl, og i et tredje angreb fejlede Cyrano endnu engang og man troede sejren var sikker for Chaplin. I opløbet gør Cyrano et sidste forsøg, og på selve mållinjen kaster Koster den frem og vinder yderst knebent. Havde der nogensinde været brug for målfoto, ville det være her i dette løb!

Svend Sølberg og Sofus Sørensen

Sofus Sørensen mangeårige førstemand i stalden var Svend Sølberg, som efter sin pension kom på banen nærmest hver eneste dag og han kunne stadigvæk ”klukke” af grin, med tanke på Bella S historien og det var rigtigt, at de fik lavet en røverhistorie med hensyn til hoppen og de dryppede bandagerne med rødbede saft! Der var flere årsager til dette og først og fremmest ville man sikre sig, at der mødte andre heste frem til start i det store løb og det var jo dengang at man skrev til en time før løbene skulle løbes og Sofus havde også en personlig fornøjelse i at ”tirre” Koster lidt engang imellem, for han var jo virkelig en træner som holdt utrolig meget øje med, hvor de andre trænere startede deres stjerner og derfor blev Bella S ”skaden” en af de historier man stadigvæk talte om, da jeg startede på banen. Svend Sølberg var ud af et virkelig trav dynasti med fire brødre, hvor Nils var træner i mange år i Sverige og Jørgen (Smadderen), var staldmand i mange år hos Gerhard Petersen. En tredje bror Pauli var i næsten fyrre år hos N J Koster og Svend var jo selv far til derbyvinde træner Fredi Sølberg.

Sofus Sørensen med en af sine andre derby vindere: CARL HOF


EN MAND AF ÆRE!


Med tanke på hvad politikkerne er ved at gøre ved væddeløbssporten i Danmark, falder mine tanker tilbage på de mange mennesker der har brugt hele deres liv på sporten og her har der ud over trænerne også være mange fantastiske staldfolk og jeg ved, at alle de som tidligere var uddannet som staldmænd i den danske travsport, vil meget nikke anerkendende til denne hædersbevisning!

Det handler om staldmanden Valdemar Larsen, der også forsøgte sig nogle år som træner, men han opnåede 50 års jubilæum som staldmand og jeg har af et barnebarn fået denne hædersbevisning, som jeg ikke tidligere har kendt til og det er en hæder Valdemar Larsen opnåede i det sidste år af den anden verdenskrig!

Valdemar Larsen i morgentræning med sin arbejdsgiver Paul Groch

Jeg ved at mange af staldfolkene dengang kørte ud om aftenen og sov på hølofterne, så de kunne møde tidligt nok om morgenen, da der jo var kørselsforbud om aftenen og tidligt om morgen. Jeg tror dog ikke at dette har været tilfældet med Valdemar Larsen, da han jo boede i en længere periode over i ældreboligen.

Her ses Valdemar Larsen med Udo, som han selv kørte til sejr i I. C. Tvede Memorial

Jeg vil senere komme med en mere udfyldende historie om Valdemar Larsen, der har arbejdet hos i længere perioder hos Paul Groch, William Jensen, N J Koster og Gerhard Petersen, hvor han bl. a. passede et af de største talenter i dansk travsports historie: Uffe Kejlstrup (der ifølge Søren Nordin, er den bedste hest han nogensinde havde i træning)!

Valdemar Larsen gjorde en kæmpeindsats for staldfolkenes vilkår, med mange års arbejde i deres bestyrelse, som ses her ved ders 25 Års Jubilæum

Valdemar Larsen fortjener den største respekt og han var en af de største baggrunds figurer i sportens historie!

Her en stolt Valdemar Larsen foran tårnet på Amager, efter hans pas hest Shadow og træner William Jensen har vundet storløb




HAM KOM MAN ABSOLUT IKKE TÆT PÅ!


Onsdag aften den 14. januar 1981 kørte træner Aksel Pedersen sit sidste løb på Charlottenlund Travbane, hvor det blev til en tredjeplads med Cassiopia Focus, og Aksel Pedersens overraskende beslutning om at stoppe sin karriere var blevet offentliggjort kun ugen før. Den kun 49 årige fynbo fik en ca. 15 årig træner karriere bag sig.

Der var ikke ret mange personer der kendte Aksel Pedersen udover hans navn og karriere, da han var en meget lukket person, der samtidig havde lang imellem smilene og det var faktisk så slemt, at det engang imellem var svært for ham at skaffe staldfolk og her kom jeg ind i billedet. En dag kom min arbejdsgiver og mentor Jørgen Olsen og sagde; Bongo du bliver nød til at gøre mig en tjeneste og da jeg jo aldrig sagde nej til ham svarede jeg selvklart ja. Da han så sagde at jeg skulle videre i livet og Aksel Pedersen meget gerne ville have mig, var det som om at jeg var blevet knockoutet og for første gang i mit liv sagde jeg nej til Olsen. Det blev til en længere snak imellem os og det endte med, jeg sagde ja på den betingelse, at vi skulle prøve i et par uger og hvis ikke det virkede imellem Aksel og jeg, kom jeg tilbage til Olsen.

Det blev til nogle rigtige gode år hos Aksel og mine sidste som staldmand. Aksel Pedersen havde altid nogle spændende heste og der var altid rigeligt med plage om efteråret, hvilket jeg virkelig nød og arbejde med og på samme tid var Aksel med ”på alle mine skæve ideer” og vi fik prøvet rigtig mange forskellige ting af. Der var mange der lurede (lang tid før det norske hovedlags tid), da jeg fik lavet et system med Aksel piberensere, så han kunne trække skyklapperne på – Pløk – hvilket gav en utrolig effekt.

For dem der kom i stalden dengang, hvor vi bl. a. havde John A Jensen som lærling og super amatøren Morten Dalsgaard (smil), vil kunne bevidne at vi virkelig havde en stald fyldt med harmoni og sjove oplevelser, hvilket også kunne ses på resultaterne og man skal huske på, at Aksel Pedersen i de fleste af sine år som træner, var placeret imellem de fem bedste på Lunden og det var dengang konkurrencen virkelig var hård.

Aksel Pedersen startede karrieren på Fyns Væddeløbsbane hvor han arbejdede for Henning Jacobsen og senere hen flyttede han til hovedstaden, hvor han var en meget værdsat jockey hos W. Kaiser Hansen, hvor han vandt Dansk Mesterskab med Eminent og samme hest kørte han ind på en andenplads i derbyet bag Emigrant. Som selvstændig var Aksel Pedersen meget tæt på en derbysejr med Lau, men efter forstørret målfoto viste det sig at ekvipagen var blevet besejret af Loyal. Det er dog blevet til klassiske sejre alligevel. To gange vandt han Opdrætningsløbet med henholdsvis O'Lejre og Camilla Hess og sejr i Kriterium med U'Lejre. Aksel Pedersen har altid været en populær og fair kusk i løbene. Således har han sikret sig T.U.'s gentlemanpokal til ejendom og han havde 2 aktier i den aktive pokal, da han stoppede.

Dette er den korte version om Aksel Pedersen og hvis jeg når det vil jeg fortælle mere om denne glemte travtræner, der faktisk havde så meget og byde på!


LUKNINGEN AF AMAGER TRAVBANE!


Søndag den 28. marts 1976 gik til historien som den allersidste løbedag på Amager Travbane. Forund for lukningen lå det mest bizarre stykke travsportshistorie, man kan tænke sig. Amager Travbane åbnede den 13. August 1922 og banen fik således en 54 år lang levetid. Om Amager Travbanes tilblivelse kan man læse øverst. Her skal vi koncentrere os om lukningen af banen og om "travkrigen", som lå til grund for den.

Det med to baner i København var ikke noget nyt, da Amager åbnede 1922. Den første bane i hovedstaden var Kjøbenhavns Traverbane, som åbnede ved Lyngbyvejen (på området præcis nordvest om det som nu er Ryparken Station) i 1885. Den fik i 1891 selskab af Charlottenlund Travbane, som allerede 1892 blev alene om at arrangere travløb i København, da banen ved Lyngbyvejen bukkede under. Der var stor fjendtlighed involveret, da banen i Charlottenlund etableredes, men ikke desto mindre forekom der sporadiske løbedage på Kjøbenhavns Travbane helt frem til 1912. Der var imidlertid ingen uoverensstemmelser parterne imellem, da Amager Travselskab etableredes 1921 og banen byggedes 1922. Alle fandt at der var rummelighed nok til to baner. Vi skal tænke på, at Løjtegaardsvej, hvor banen anlagdes, dengang var "langt ude på landet". I dag ligger Kastrup Lufthavn der som nabo....

Fordelen med den nye bane var blandt andet, at man kunne øge sæsonens længde. Hidtil havde man i Charlottenlund kørt fra maj til september, altså bare fem måneder, med to løbedage om ugen. Nu kunne man få april og oktober med. De første mange år kørte man med et system med vældigt korte meetings - 3-4 løbedage - på hver bane vekselvis. Trænerne valgte hvilken bane de ville have som base. Efter Anden Verdenskrig blev meetings længere, og træner begyndte at veksle med alle heste og al udrustning. Nu kørte Lunden januar-februar, maj, juli samt september-oktober, Amager de øvrige seks måneder. Visse større trænere beholdt et mindre antal heste på den "hvilende" bane, men ellers ambulerede alle.

Axel Taarup mosaik

Midt i 50'erne fik Amager en stærk mand. Hans navn var Axel Taarup (født 1907). Taarup var egentlig ikke "amagerkaner", han stammede fra Vesterbro, hvor han bedrev herreekviperingsforretning, og han var en brændende tilhænger af fodboldklubben KB, som nu sammenslået med B1903 hedder FC København. Taarups væddeløbsfarver var KB:s blå-hvide langstriber, og han var en ivrig amatørkusk. Taarup dominerede snart alt på Amager Travbane. Lidt symbolsk er det, at han delede initialer (A.T.) med sin elskede bane, for han blev virkelig opslugt af den, eller den af ham. Taarup foretog f.eks. alle sejrsinterviews, som han indførte allerede i 50'erne. Lunden kom efter - i 80'erne.... Ofte foretog Taarup sine interviews iført sine løbsfarver, eftersom han skulle ud og køre i næste løb... .

Den dynamiske formand kontrollerede også nyvalg af medlemmer, og snart bestod Amager Travselskab til en stor del af hans håndplukkede folk. Nu ville Taarup have større plads for sin bane i den Københavnske travsport, og han følte sig forfordelt med hensyn til sæsonplanerne, og han fik skabt en splid mellem de to travselskaber. Vi er nu en god bid oppe i tresserne, og Amager Travbane var godt nok stadig Europas hurtigste bane, men dårlige publikumsfaciliteter og et nedslidt staldterræn begyndte at blive en belastning for Taarup. Gennem flere perioder var det blevet ventileret, at blot én travbane i hovedstadsområdet skulle være meget bedre, og den bane var IKKE Amager. Lunden havde midt i 50'erne fået sin kæmpetribune og ville givetvis være valget til lokalitet. Amagers barakker rakte ikke så langt sammenlignet med Lundens anlæg, som kunne rumme op til 30.000 tilskuere. Taarup fik da gennemtrumfet, at Amager skulle bygge en ny "multihal", som skulle gøre banen tidssvarende, og nu bragtes sindene for alvor i kog!

Sagen var den, at Charlottenlund i midten af tresserne begyndte at lede efter en ny dato for sit Derby. Under 30 år havde man kørt Derbyet den anden søndag i juli, men i takt med arbejdsmarkedsudviklingen med stadig mere ferie for folk, var dagen blevet uattraktiv med sin beliggenhed midt i den værste ferietid. Charlottenlund ville have den sidste søndag i august som Derbydag, men det gik Amager til at begynde med ikke med på. August var deres måned. I 1968 - Karina Axworthy's Derby - besluttede Charlottenlund at køre Derbyet så sent som den 15. september, tidernes med afstand senest beliggende danske Derby. For at få opmærksomhed på det nye tidspunkt indgik Charlottenlund en gigantaftale med Københavns Sporveje om store reklame streamers på samtlige busser i hovedstaden. Det var i forbindelse med denne kampagne, at man kom i kontakt med Kjeld Rasmussen, som var en af de drivende kræfter indenfor Sporvejene. Rasmussen var også borgmester i Brøndbyerne, og da han fik indsigt i travsportens verden, stillede han spørgsmålet om det tidssvarende og økonomiske i at drive to travbaner så tæt på hinanden. Rasmussen foreslog at man byggede en helt ny og moderne bane i hans kommune Brøndby, hvor han kunne stille mere end tilstrækkelig med jord til rådighed. Charlottenlund tændte på idéen, men ikke overraskende var Taarup imod, og der kom endnu mere brændsel på travkrigsbålet.

Nogle af A. T.s medlemmer (mange var jo medlemmer af den Charlottenlund-venlige hesteejerforening) fik dog gennemtrumfet en ekstraordinær generalforsamling, hvor det nye fælles baneprojekt skulle komme til afstemning. Det faldt med én (1) stemme! Den stemme var proprietær Peter Lind's. Lind (Stutteri Røde Mølle i Nørresundby) sad i Ålborg Lufthavn, da afstemningen blev foretaget. Hans fly var forsenet på grund af tåge!!!!

Nå, krigen fortsatte altså, selvom Lunden fik sin Derbydag den sidste søndag i August, som da blev begyndelsen på september-meetinget. Det var som sagt Amagers lempelighed som hovedstadsbane, som var et tungt debatemne, og som førte til Taarups idé om at opgradere banen med en ny multi hal. Inden da havde en af Taarups mest trofaste tilhængere, Svend Aage Sørensen, i fuldeste alvor foreslået, at man skulle skære Charlottenlund-tribunen i småbidder og transportere den til Amager for at genopføre den der........!!!

Den Københavnske travscene var nu delt i to fraktioner, der kom længere og længere væk fra hinanden. Bygningen af en ny tribune på en bane, som de fleste ville blive af med ansås som en ren provokation. Selvom Amager faktisk på det tidspunkt havde bedre økonomi end Charlottenlund, så kunne selskabet ikke bære en sådan investering. Nu havde både hesteejerforeningen og frem for alt trænerforeningen taget plads på barrikaderne, og tak være et svagt Centralforbund, som ikke formåede at dæmme op for det, som holdt på at ske, kunne Lunden støttet af de to foreninger i begyndelsen af 1970 komme ud med en egen sæsonplan, hvor man fra og med April skulle køre parallelt med Amager. Trænerforeningen blev splittet, da et mindre antal trænere havde trofaste Amager hesteejere, og bl.a. havde Taarup selv en del heste hos forskellige trænere. Resultat blev, at af de 31 Københavnske trænere valgte 26 - deriblandt samtlige stortrænere - at tilknytte sig Lunden, og bare fem - Børge Grandahl, Dan Jensen, Børge Rasmussen, Verner Rasmussen og Eyvind Schnell - valgte at træne og starte på Amager. Grandahl og Schnell fortsatte med at have stald på Charlottenlund resten af sæsonen, men i december 1970 var opdelingen faststillet. Dan Jensen og brdr. Rasmussen havde stalde, som domineredes totalt af Amager hesteejere, og for dem var valget ikke så svært. Yderligere en træner, Hans Andersen, havde flere Amager hesteejere i sin stald, men han viste en enorm loyalitet mod trænerforeningen og Charlottenlund, trods at han mistede to tredjedele af sin stald.

Det var trænerforeningens formand Leif Nielsen og hans kollega Per Hansen, som var de drivende i processen. Pudsigt nok havde Leif Nielsen (ligesom Palle Sperling) tidligere været meget pro Amager, som de under mange år havde foretrukket at træne på. Amager gennemførte altså marts måned 1970 efter planen med 8-9 løbedage. Åbningsdagen var normal, alle trænere var på plads, men i løbet af måneden afhestedes banen, og ved løbene og den 31. marts var det kun Gerhard Petersen, som havde Lasse Borup for Taarup og Orla Bregnbak, som deltog på Amager. Torsdag (Amager havde jo hovedretten til søndagene i april) den 2. april kørte Lunden et meget flot sportsprogram, og der opstod med det samme et enormt gab i kvaliteten mellem de to baner. Amager måtte snart hente heste på Bornholm for at kunne gennemføre løbene, mens sporten i Lunden blomstrede.

Træner Leif Nielsen havde opfordret sine kollegaer til at boykotte Amager, og tragikomisk nok kom der i april, da alle Charlottenlund-trænere for længst var borte, en tidsubegrænset udelukkelse til Leif Nielsen for hans agerende fra Amager Travbanes bestyrelse. Dommen blev dog revet op i Centralforbundet og kom aldrig at træde i kraft. Blandt Charlottenlund-trænerne fandtes der Leif Løfgren og en ung Bjarne Schnell, som begge havde sine hjem på Amager i nærheden af travbanen. Hvad var det som drev de fleste trænere til at vælge Lunden? Jo, de fremsynet indså, at Amager var en dødssejler, og det viste sig også, at sund fornuft sejrede. Axel Taarup kæmpede videre med sit Amager, og det var egentlig beundringsværdigt, at han lykkedes at holde liv i sin skude så længe, som han faktisk gjorde. Men hans stædighed tilførte ikke bare Københavnsk travsport men hele den danske travsport umådelig og på længere sigt uoprettelig skade. Man kan roligt sige, at Taarup og hans disciple bidrog kraftigt til at ødelægge dansk travsport.

I 1976 gik det ikke længere. Man havde solgt jorden til Taarnby Kommune, som nu ville bebygge området, men Taarup gav ikke op af den anledning. Han lykkedes at finde et område i Skovbo Kommune, hvor han kunne bygge en ny bane. Nu kom Svend Aage Sørensens idé til virkelighed, da man havde været fremsynes nok til at bygge A. T. Hallen i moduler, og den blev efter lukningen af Amager flyttet til Bjæverskov Travbane.

Den 28. marts 1976 - lukkede Amager Travbane med et gigantisk 12 løbs program. Tilskuerpladserne var fyldte til bristepunktet - visse påstod, at det var det største publikumstal siden banen begyndte i 1922 - omsætningen kom over en million kr., og Osman Bogø gav banen et værdigt farvel ved at vinde det allersidste løb på en hurtige 1200 meters oval. Fem uger senere - den 2. Maj 1976 - åbnede Skovbo sine porte, og der fortsatte man med at køre travløb i 20 år, indtil også denne bane endelig lukkede i slutningen af 90'erne.

Axel Taarup kom ikke til at opleve den storhedstid, som Skovbo Travbane faktisk fik nogle år senere. Taarup døde samme år den 26. december. Ironisk nok hentede døden ham på Charlottenlund Travbane. Under anden juledags løbene faldt han sammen ved fontænen i den store spillehal, og hans liv gik ikke at redde.


JØRGEN HILL - BRANDMAJOR!


En af provinsens mange trænere der har været med til at skabe sporten, er den tidligere Skive og Århus træner Jørgen Hill, som altid stod for et gedigent arbejde med en velfungerende stald, hvor der blev lavet rigtig mange gode ungheste. Han stod i den nederste stald på banen med udgang næsten direkte til tunnelen op til banen.

Jørgen Hill var født ind i travsporten og hans far Albert Hill var selv træner på Lunden og på Fyn, hvor han i sin karriere, der startede i 1912 vandt 363 sejre, hvilket var et stort antal på det tidspunkt og hans første sejr blev vundet med legendariske Alabama Bond. Jørgens bror Johnny Hill var ligeledes træner på JVB, så bestemt en af Danmarks store trav familier.

Da jeg kom i stalden for første gang, stod der en dejlig fuks hoppe i den første boks til venstre, der hed Ulla og hende plukkede jeg meget græs til. Ulla så jeg vinde den 28. april i 1957 og det var det første travløb som jeg så og derfor husker jeg hoppen tydeligt. Jørgen Hill havde dengang to staldfolk på og det var de senere trænere Børge M. Rasmussen og Jørgen (Morten tørvejr) Mortensen og staldens stjerner på det tidspunkt hed Svend Rex, Speed Hanover og Sussi The Great. En af de andre drenge der hjalp til i stalden i deres fritid på det tidspunkt, var den senere amatørkusk Claus Østergaard.

Hvis jeg skal nævne tre heste som jeg virkelig husker Jørgen Hill for, må det være Brandmajor, General Virup og If Klokkedal, som alle var heste som han selv skabte og den helt store triumf var den flotte derbysejr med Joes Pride sønnen If Klokkedal i 1967 og dengang var det virkeligt stort for en provins træner og komme til hovedstaden og vinde landets største løb.

Men lad og kigge lidt på Brandmajor, der var den første hest jeg kendte, hvis mor – Kiss Diamond (Vic McElwyn) - havde været i udlandet og blive bedækket og derfor blev den tidligere tyske champion traver og Prix d’Amerique vinder samt champion avlshingst; Permit hurtigt et navn jeg stiftede bekendtskab med. Brandmajor var med det samme en stjerne og på trods af, at Preben Munch havde kanon toåringer som Bacon & Banner the Great, ja så kunne Jørgen Hill vinde Jydsk 2-Års Grand Prix med Brandmajor og senere hen blev det også til sejre i både Jydsk 3-Års Grand Prix og Jydsk 4-års Grand Prix. Brandmajor var en virkelig god hest, men samtidig var det også en virkelig god årgang med stjernen Bambino i spidsen og derfor kunne B-årgangen ikke rigtig følge op på A-årgangen’s flotte resultater med Asani & Arnheim på landsplan.

Sjovt nok kom jeg selv senere tæt på Permit i min tid hos Jørgen Olsen, hvor hans første stjerne Bonnie Butler, ligeledes blev sendt til Permit og der da dukkede en rød hingst op efterfølgende, troede alle at en stjerne var født! Kim Permit blev en god handicapper og jeg har lavet ham klar flere gange til datiden store TU-kuske Lars Donatzky, der vandt flere løb hesten. Jeg mener faktisk også vi havde en hoppe med navnet Merci Cherie, der var efter Permit, men den er jeg ikke lige 100 % sikker på.

PS: Min gode ven Dion var hurtigt fremme og hjælpe mig med hensyn til Merci Cherie og det viser sig, at den hed Chere Marie og var efter Permit og Mark Ingdams gode Polonia og den blev såmænd mor til så gode heste som Nielsine, Permit Vixi og Adios Vixi og derved blev Permit's største indflydelse i den danske travavl!


CORPORATE WHEELS (US)!


For et par år siden kiggede jeg en del videoer på amerikanske åringer til Harrisburg Sales, som Gøteborg danskeren Bo Falsig havde gjort mig opmærksomt på og det viste sig senere, at han købte en enkelt af dem og det var Corporate Wheels (Muscle Massive (US) - Commando Queen (US) / C. R. Commando (US)) og den blev så importeret fra USA 2014!

Nu et par år senere er den nu begyndt og udfylde de forventninger man har til den og det har været en spændende start på den unge karriere og jeg vil gerne gøre opmærksom på hesten, som virker rigtig spændende og her er den foreløbig historie!

Debuten kom den 18. august på hjemmebanen Åby, hvor den trods startspor tolv tidligt var fremme og derefter var det spil til et mål og den sejrede i 16,3 over 2140 meter i snorene. Tre uger senere var det tid til den næste start og her var det atter det bagerste startspor og for mig virkede det som om Bo Falsig lige så meget passede på sin hest og ikke vinde for enhver pris og den blev tredje på 16,1 over 2140 snorestart.

Små tre uger senere blev det til tredje start og endnu engang med bagspor og her leverede Corporate Wheels en sidste kilometer der lovede godt fremtiden og den blev anden i 15,8 over 2160 meter.

Efter dette er det blevet til yderligere to starter på Åby og Axvalla og de blev begge vundet i god stil, i tiderne 16,6 og 16,1 over 2140 meter og her var den sidstnævnte tid, for første gang efter startvognen.

Jeg glæder mig til at følge denne hest, der har en fantastisk udstråling og jeg har den fornemmelse at den kan nå rigtig langt, hvis man undgår uheld og dumme skader og de sidste meldinger går på en enkelt start mere i år, hvor den skal møde jævnalderen og 2640 meter på hjemmebanen.


TILBAGE TIL TRAV ARKIV