Første gang, jeg stødte på navnet Mark Ingdam, var en aften på Ordrupbanen i slutningen at trediverne. Jeg mødte Koster og sagde: Hvad skal du herover for i aften, der er jo Ikke nogen hollænder der kører. Koster var jo en fast gæst på Cyklebanen, når Jan Dorksen eller van Vilet var i sadlen og personlig ven med disse, som han var med andre hollandske cykleryttere fra tidligere tid. Peters, Piljenburg og hvad de hed alle sammen. Koster svarede: Det skal jeg sige dig, jeg har fået en dreng i min stald, der ligger herovre og kører cykelløb om aftenen, og nu vil jeg se hvordan han kører. Drengen var Mark Ingdam. Hans resultater fra denne aften, husker jeg ikke, men jeg tror nok, han havde succes (den sætning er vel et tydeligt bevis på Quicklys nedsættende form for journalistik, i stedet for at skrive, at han vandt et par løb), for Koster var yderst tilfreds mod hans præstationer.
Nogen tid efter var jeg til morgentræning i Charlottenlund Koster og Ingdam kom ind i stalden efter et hurtigt arbejde. Så sagde Koster til Ingdam: Nu har jeg set dig på cyklebanen, og jeg har set dig her, nu kan du selv bestemme, om du vil køre travløb eller cykelløb. Du får 14 dage at betænke dig i. Ingdam mente selvfølgelig, at han let kunne klare begge dele og fremholdt dette for Koster, som svarede: Det kan godt være, du kan det, men jeg vil ikke løbe den risiko, at min første hjælpekusk møder en morgen med en brækket arm, fordi han var styrtet på cykelbanen. Ingdam spekulerede. Han bestemte sig for at køre travløb og sagde cyklesporten — I alle tilfælde den aktive del at denne farvel — for han glemte aldrig sine cykleidealer.
I 1938 vandt Ingdam sin første sejr. Han var dengang 20 år gammel. Hesten var Hanover Speed. Senere på året havde Koster anmeldt en hest ved navn Thereaa Harvester på Jägersro. Han sendte Ingdam til Malmø for at køre den, Theresa Harvester gik et fint løb og blev nr. 2 efter Cherry Boy (en svensk hest der ikke å forveksles med den danske traver at samme navn). Han havde ingen chance for at slå denne. Koster ringede om aftenen (det var sjældent, han selv gik til telefonen) og spurgte, hvorledes »drengen havde kørt. Jeg kunne kun svare, at han havde kørt fint, og Koster var tilfreds. På hjemrejsen fra Malmø var jeg i selskab med svenske bekendte, vi sad og drak kaffe. Ingdam kom gående forbi, vi gratulerede med andenpladsen og bad ham slutte sig til selskabet. Det var mit første personlige møde med Ingdam., jeg hørte med interesse på hans ideer og planer og hans glæde over at være kommet ind i travsporten. Det stod snart klart, at det var en mand, der kunne noget, og en mand der ville noget. Men cyklesporten kunne han alligevel ikke få ud at hovedet. Hans store ideal den belgiske verdens sprinter Joseph Scherens spøgede stadig i hans hjerne. Hans fænomenale speed måtte på en eller anden måde kunne overføres til travet. Den alt besejrende speed måtte være mulig også hos en travhest. En fuldstændig kontrast til Kosters metode med at pakke et felt.
Ingdam havde selvfølgelig i Koster en fin læremester, Koster var ikke blind for hans store talent, og han gav Ingdam mange gode køreture bl. a. med heste som Umberto, Ax Frisco Tambourmajor og mange andre, og Ingdam noterede fine resultater. Det varede ikke længe, før hesteejerne fik øje for Ingdams dygtighed, og da Ingdam selv var en meget selvstændig natur, fik han lyst til at prøve for sig selv.
Han henvendte sig til Koster og bad om at blive løst fra sin kontrakt, for tiden var udløbet. Dette var Koster ikke meget for, men svarede dog: Jeg så selvfølgelig helst, du blev tiden ud, men jeg vil ikke stå din lykke i vejen. Han begyndte som træner i 1942, Koster var noget skuffet (mildt sagt) over, at Ingdam tog et par heste med fra hans stald. Han besluttede sig til aldrig mere at have lærling til uddannelse, men de to dygtige mænd blev dog senere forsonet. Det var selvfølgelig ikke store ting Ingdam kunne begynde med, men det varede ikke længe, før fine travere strømmede til hans stald. Først og fremmest Ebonit og Ingdam var eksperimenternes mand. Nu havde han ingen over sig, nu kunne han lege Scherens med sine heste, og han begyndte med succes på sin egen træningsmetode. Metoden med hurtige heats med megen stærk speed o. s. v. Han begyndte med vat og snoretræk, ja han konstruerede endda en noget primitiv startvogn, men i princip dog det mønster, der bruges i dag.
Han var den gode kammerat blandt kolleger, han beklagede sig aldrig, har Ingdam nogensinde nedlagt protest, må der have været meget vægtige grunde. Det lå fjernt for ham. Han var en af de få trænere, der ikke brugte den store bog med undskyldninger, når et løb var tabt. Han sagde som oftest: Tja’, det var min egen skyld.
Han kunne I træning opnå en helt fantastisk speed på sine heste, men han havde frem for mange andre, der brugte samme træningsmetode den vidunderlige evne at kunne mærke på sine heste, når grænsen var nået sagde han bare stop.
Selvfølgelig kunne det ikke undgås, at også Ingdam korn til at give sine heste for meget, men det skete gerne i løb. Som den sportsmand han var, gjorde han sit yderste, og det kunne gå galt. Således gik han i Sofus Sørensens fælde engang på Amager, hvor han startede Logan. Sofus Sørensen mødte op med Lord, der havde et stort forspring, men han var beredt på at ofre Lord for at ”tage 1ivet” af Logan. Og han gjorde det. Lord vandt, og Logan fik for meget, så meget at den ikke kunne starte i derbyet. Så mente Sofus sig selvfølgelig sikker med Lucky Strike, men da derbyet skulle køres, havde Lucky Stilke også fået for meget og kom ikke til start. Sofus var selv i sin tid røget på den limpind med Orlick i en vanvittig kamp med Jim Bingen. Ellers havde Odin Hall aldrig vundet noget Derby.
Ingdam fortsatte imidlertid sin succes, han fik i Hetta og senere i Oliver the Great nye store stjerner i sin stald. Og så kom den dag eller det år, hvor han første gang blev champion, det var i 1948, hvor han besejrede sin gamle mester for at gentage kunststykket i 1949. Han havde været ved det tidligere, eller var det muligvis i 1950, hvor Koster erobrede championatet tilbage, at den berømte samtale mellem Koster og sekretær Ove von Rosen fandt sted? De stod og talte sammen, da von Rosen fik øje på Ingdam, der lå et godt stykke foran Koster på sejrslisten på det tidspunkt. Så sagde von Rosen: Nå, der har vi den ny champion, ham må jeg hellere gå hen og hilse på. Du behøver ikke at gå nogen steder, sagde Koster: championen står her. Og Koster blev champion. (gammel kærlighed ruster ikke, med denne kommentar).
Alderen tog dog efterhånden ud sin ret, Ingdam den friske og initiativrige måtte blive den naturlige afløser for sin lærernestor og tog i tiden 1951-57 syv championater i træk med 1952 som bedste sæson med 79 sejre. Han vandt også dette år sit første derby, idet han kørte Nollo til sejr for Nitouche og Nedda the Great. Han tog det næste derby i 1956 med Snowflake, der blev en af hans bedste heste og den sejrede over Safari the Great, Star Hanover og den for dagen svage Silvie Roy, og endelig vandt han sit tredje derby i top stil i 1960 med Bambino.
Efter 1957 dukkede imidlertid konkurrenter op til champion titlen. Kaiser Hansen blev første gang champion i 1958, Gerhard Petersen i 1959, men Ingdam kom igen i 1960 og vandt et billigt championat på 49 sejre (et åbenbart uretfærdigt championat), men så rykkede Gerhard Petersen og Kaiser Hansen frem igen, og Ingdam blev ikke champion mere. Han havde da 10 championater hjemme eller mere end selveste Sofus Sørensen. Det skal lige tilføjes, at Ingdam i 1955 vandt det første løb i venstrekørsel på den moderniserede Charlottenlund bane i hård kamp med sin gamle mester Koster med Orkanen Frisco.
Det begyndte at mislykkes med Ingdams store planer, således gik det ikke godt med Holmegården, og da dertil kom personlige sorger vaklede Ingdams ellers så suveræne stilling i dansk travsport. Han var blevet feteret og fejret for mange triumfer, hans venner mente ham det godt, men det gik ikke altid efter hensigten. Nok kunne Ingdam glæde sig, men det blev ofte svært for ham at vende tilbage til hverdagen.
Han fik nye planer. Han ville være selvbygger og arbejdede energisk for at bygge et hus i Drager. Han var næsten færdig, og en dag havde han besøg af sine to små søde piger, som han elskede over alt andet. Han legede med dem, men var så uheldig, at han faldt og slog halebenet på en skarp sten. Han mente imidlertid, at hans sportskondition var så fremragende, at lægehjælp var unødvendig, men måtte dog sluttelig lade sig indlægge for en primær operation. Denne skulle efterfølges af endnu en operation, men Ingdam løb simpelthen fra hospitalet. (det er første gang at jeg hører denne historie)
Det manglede ikke på tilbud om hjælp for ham, hans venner tilbød ham de bedste læger, de bedste kirurger, men også her sejrede hans selvstændige natur. Han skulle nok klare sig. Vennerne så hvorledes det gik for ham. Selv ville han ikke se det. Vi var henne i 1964, Ingdam vandt sin sidste sejr med Søren Friis Flain i Charlottenlund efter et glimrende kørt løb. Mærkeligt nok var det et løb om skotøjsfabrikant Peter Sørensens ærespræmie, der gik til en anden skotøjsfabrikat. Symbolsk at han vandt sin sidste sejr for Søren Friis, der var hans bedste hesteejer gennem tiderne. Flains sejr var nr. 1085 for Ingdam. Den 17. juni 1964 kørte Ingdam sit sidste løb, han var da i sulkyen bag Faster, men han var da en mærket mand.
Den 25. juli kom den triste meddelelse, at Mark Ingdam var død. Begravelse eller bisættelsen blev aldrig bekendtgjort ikke engang for hans nærmeste venner. Kun 46 år gammel havde dansk travsport mistet et talent. Der i sin fulde glans lyste meget stærkt. En dygtig travmands karriere havde fundet sin alt for tidlige afslutning.
Jeg syntes at det klædte den gamle ”konge” i presselogen, at skrive denne historie, om end den var nogle år forsinket, men derfor skal den også frem her! Desværre har jeg ikke et billede af Mark Ingdam (på trods af ti championater) og den førende journalist Quickly (Otto W Nielsen) sammen.