BAMBINO VAR DEN BEDSTE!


Mark Ingdam lagde aldrig skjul på hvilken hest som var den bedste som han trænede og navnet var Bambino (Casino The Great), som han havde i træning fra efteråret 1957 og allerede fra starten af, var det tydeligt at det var en speciel åring han her havde fået i træning og det var jo dengang hvor hestene først kom i træning når de var klar til det og blev i træning, så der er ingen tvivl om, at Bambino har hygget og leget sig igennem vinteren til 1958, men allerede i foråret og først på sommeren begyndte den at vise træneren, at dette var en hest udover det vanlige, da de gamle og rutinerede heste ikke kunne følge den bag startvognen, men man havde ikke travlt med hesten. Bambino havde kostet 3.500 kroner og var opdrættet af Verner Juul Rasmussen på Mariesminde og den startede under ejer navnet Mr. Bondsman og det var den kendte slagtermester i Blågårdsgade Svend Aage Bekker-Olsen, der stod bag det pseudonym. I øvrigt mener jeg, at den berømte bookmaker ”Bredo”, enten på et tidspunkt ejede eller var medejer af Bambino?

Toårs sæsonen blev meget behersket, hvor den efter en mindre præmie på Amager vandt et par flotte sejre på Lunden, men i løbet – Dansk Opdrætningsløb - hvor den for første gang rigtig skulle vise klassen, fik den desværre startspor i anden række bag bilen og da den forreste hest galopperede fra start, var alle chancer ødelagt og man blev enige om at stoppe for resten af sæsonen, så der kunne lades op til treårs sæsonen. Det var i øvrigt Baltica der kunne vinde i kamp med B. T. og det var med Bill Lloyd (N. J. Koster) på tredjepladsen.

Stilen på BAMBINO

B-årgangen var i øvrigt en rigtig god årgang, hvor Baltica (med Eyvind Schnell) satte ny toårsrekord med 23.2 og B. T. (med Jens Ipsen) besatte andenpladsen på samme liste med 23.3. Den tidligere rekord havde Ursus The Great med 24.5, så det var en pæn forbedring, men desværre så man aldrig rigtig mere til Baltica, men med hensyn til B. T. blev den faktisk en af de hårdeste konkurrenter til Bambino, til trods for meget dårlige forben. Der var lidt langt til de næste på listen, hvor Sofus Sørensen dog havde en spændende heste i Bananen og Blanche Hanover, men i provinsen lagde man mærke til store talenter som Bonde (Henning Jacobsen) på Fyn og i Århus var der et par navne der dukkede frem i Brandmajor (Jørgen Hill), der også havde den lynhurtige men nervøse Banner The Great, samt Bacon fra Preben Munch stalden. Men der skulle dog dukke endnu flere rigtige gode heste op i årgangen senere hen.

Treårs sæsonen startede sidst i april, hvor den på Amager vandt et sølvtøjsløb og derefter tog Mark den med til Jägersro, hvor den også vandt i meget let 27.4. Efterfølgende i juni måned blev den anden i et løb efter en galop og her vidste Mark, at han måtte lave lidt om på balanceringen, idet der ikke var plads til flere ”narrestreger” i de kommende opgaver.

Sammen med ejeren besluttede man at ”lukke op for posen” og efter en tredjeplads blev det til sejr i 24.9, der hurtigt blev fulgt op med endnu en sejr i 24.0 og den 26. juli vandt den Dansk Trav Kriterium uden problemer i 24.1 over 2600 meter. Allerede på dette tidspunkt havde hesten vist, at den trives i spidsen af løbene, hvor der skulle en rigtig god hest til at gå forbi ham og i kriteriet fik den uden problemer hurtigt spids og så var det løb kørt. Det blev B. T. der blev anden i løbet og det var før Bachmut med Kalle Pettersson fra Jägersro og Blanche Hanover (kørt af Knud Hansen) samt Bubbi Statene med Uno Swed. Efter en anden og tredjeplads gik turen til Hamburg og Farmsen banen, hvor den blev tredje i 23.1 over 2600 meter i tung bane, hvilket var ny rekord og det var den 11. oktober og blev årets sidste start.

BAMBINO vinder Kriteriet

Der blev nu sigtet direkte imod Dansk Derby 1960 og kloge folk var allerede i gang med at sige, at det ville lykkes for Mark Ingdam igen, i det han vandt løbet hvert fjerede år og efter Nollo i 1952 og Snowflake i 1956, var det altså tiden igen, for den dygtige træner, der beholdt Bambino i virkelig god form under hele vinteren og den blev passet godt på, i det den skinnede som en ål under hele vinteren og aldrig rigtig satte vinterpels og den kunne såmænd have vundet løb Nytårsdag, sagde Mark Ingdam efterfølgende.

Den 10. april blev der lagt an til sæsondebut, hvilket dog blev lidt af en katastrofe, idet hesten åbenbart havde premiere nerver og fuldstændige låste sig selv og kom ingen vegne og ”de kloge” var hurtigt fremme med, at den megen vintertræning havde ødelagt hesten, men Mark Ingdam vidste hvad han havde i hænderne og efter at være anden i sin næste start, vandt den seks løb i træk og heriblandt Derbyprøven, i den meget billige tid af 25.0 over 2600 meter og Bambino var klar derby favorit.

Der blev passet godt på hesten frem imod det store løb, hvor Bambino var opstaldet på Amager, hvor den nød livet i en rækkeboks, hvor nattevagterne holdt et specielt øje med den og Mark var lige ved selv og flytte sengen ud i stalden og var på plads fra fem om morgenen, til sent ud på aftenen. Den blev trænet to gange om ugen og fik hver gang fem til seks heats, men det var nok mere det man nu om stunder kalder interval træninger.

Derbyprøven blev vundet før Boccacio (Leif Ingdam), Bonnie Butler (Jørgen Olsen), Bananen (Sofus Sørensen) og Benny Kuno (Preben Vebner), men efter løbet var ”de kloge” atter fremme med en ængstelse for hvorledes at Bambino ville vinde derbyet fra spidsen af, da det kun var stjerner som Nollo, Kuno, Future og Carl Hof, der havde lykkes med at vinde dette store løb fra spidsen af, men der blev aldrig tvivl i løbet.

BAMBINO vinder Dansk Derby

Lige fra starten af var det Boccacio (Egon Larsen) som var hurtigst fra starten af, men det skulle Mark Ingdam ikke have noget af og allerede i første sving sendte han Bambino til spidsen, hvor den blev til målstregen var passeret og det var i 23.9 over de 3000 meter og det var før B. T. (Jens Ipsen), Boccacio, Bananen og Basta Hanover (Leif Nielsen).

BASTA HANOVER vinder første hest

Efter derbyet skulle den starte i A. T.s Mesterskab for Fireåringer, som var et heatløb på Amager og her kom Bambino ud for et noget specielt nederlag efter den blev slået af den gode Basta Hanover i første heat i 18.9, hvilket var en rekordforbedring fra 24.4 og Bambino forbedrede sin egen rekord fra 22.5 til 18.9. Bambino vandt det andet heat let i 20.0, hvorefter at kræfterne var blevet brugt op og den blev slået i det tredje heat i 19.9. Efterfølgende tog Mark Ingdam dette nederlag for sin kappe, efter han havde kørt hovedløs i første heat og derved var løbet tør af kræfter til sidste heat.

BAMBINO vinder andet heat

Bambino var dog hurtigt tilbage og i sin næste start mødte den de bedre ældre heste i en afdeling af Philips Omnium, hvor den efter en startfejl på 40 meter, alligevel kunne gå frem og vinde løbet. Derefter kom Bambino til Fyn, hvor den skulle starte i Tre og Fireårs Eliteløb, hvor Mark tog sin hest lidt forsigtigt, hvilket den lokale træner Helmuth Rasmussen benyttede sig af, med Cato The Great, så Bambino var omkring 80 meter efter denne ud på sidste omgang, som Bambino måtte løbe i tredje og fjerde spor, i en 1.20 tid, før den fangede udbryderen.

BAMBINO & Mark vinder deres sidste sejr tilsammen på Fyn

Så skulle Bambino atter en tur til Tyskland og Farmsen banen, hvor den dog fik ørene i maskinen, men løb 21.6 over 2600 meter og dette var tilstrækkeligt nok til, at Svend Aage Bekker-Olsen fik så stor et tilbud, fra en af Gerhards Krüger hesteejere, så han ikke kunne sige nej og derved mistede Mark den hest, som han stadigvæk vidste, havde meget udvikling i sig.

Mark's datter Aff kiksede æresrunden med SNOWFLAKE og var hurtigt klar til at komme med da BAMBINO vandt

Jeg har læst et sted, lige efter at han mistede Bambino, at han mente Ebonit var den bedste heste han havde trænet, men Marks bror Bent fortalte efterfølgende til mig, at Mark regnede Bambino for det største talent han nogensinde havde siddet bagved.

BAMBINO i Tyskland med Gerhard Krüger