1953 VAR TÆT PÅ AT BLIVE DEN HELT STORE SÆSON!


Ligesom man troede, det var ved at blive Forår i Danmark, kom vinteren med kulde og sne igen, da der kun var tre uger til den ‘den fastsatte premiere i Charlottenlund. Mange var spændt på, om det under disse omstændigheder vil være muligt at gennemføre den tidlige premiere, men træningsarbejdet fortsættes og på banen fortrøster man sig til, at vejret forhåbentlig hurtigt kan slå om igen.

Der har aldrig så tidligt været så god gang i træningen som i år, fortalte Mark Ingdam, og det skyldes specielt, at ledelsen er indstillet på at støtte trænerne med al evne. Travselskabet har efterhånden anskaffet en vinterudrustning med forskellige moderne redskaber, som bevirker, at banen kan holdes ren, forsatte championen. En traktor med kost er på færde tidligt alle vegne, og man råder også over store sneplove, hvis der skulle blive brug for det. På den side af barrieren, hvor løbene skal afholdes, vil alt sikkert være mønsterværdigt i orden til premieren, hvorimod det, i tilfælde af særlig voldsomt snefald, muligvis vil knibe med at få tilskuerpladserne ordentligt ryddet. Men det er også den eneste Hindring, jeg kan se.

Det var en klar optimistisk Mark Ingam (som altid), der som den store sportsmand han var, så frem til en ny sæson, med de store muligheder som stalden havde og han udtalte sig om, at stalden aldrig har været bedre. Med hensyn til hurtigtraverne virkede det som om, at Logan var ved at være klar igen og den havde overvintret fint. Den pådrog sig en overanstrengelse af begge bagben ved en for hård opbremsning i det skandinaviske løb den 20. juli, året før, hvorefter den sluttede sæsonen. Mark troede at Logan ville bliver en bedre hest end tidligere, fordi den var blevet mere fornuftig. Hvad Kaptain Hald angik, var træneren også optimist, på trods af, at dens store grundpræmiesum efterhånden trykker noget. Så var der jo et par heste i Nollo og Novice, som stod på spring til hurtigklassen, men de manglede den hårdhed der kræves, men havde jo tiden for sig. Nollo er en virkelig god hest, som nok skal præstere en klækkelig rekordforbedring i løbet af sæsonen.

LOGAN

Skal De allerede vinde derby igen i År? Var det af de mange spørgsmål som Mark blev spurgt inden sæsonen og her er hans svar: Jeg er da varm på at gentage spøgen. Det er det som jeg stiler efter!

Men det bliver vel næppe foreløbig, at vi ser så fornemme Derby kandidater som Olympic og Orkanen Frisco og se i løb? Var det næste spørgsmål:

OLYMPIC slår MOSTER

Jo, hvorfor ikke. Det bliver lige så snart, der er passende løb at starte dem i. Det er kun her i Danmark, man snakker så meget om, at hestene ikke kan tåle arbejdet. Jeg holder på, at jo længere en hest trænes, des bedre bliver den. Når så selve ”Gildet” skal holdes, altså Derby f. eks., må man naturligvis sørge for, at hestene også er i fineste Form. Lad mig illustrere, hvad jeg mener. Har man to lige gamle Drenge, hvoraf den ene går i skole året rundt og ellers får lov til at løbe og tumle sig, og den anden kun går i skole 7 - 8 måneder af året og derudover går stille rundt hjemme uden at bevæge sig synderligt, vil der blot i løbet af et år eller to være en himmelvid forskel på dem, idet den førstnævnte er løbet langt fra den anden i udvikling. . . Hvad mener de om Europas hurtigste traver, »Permit«? Da den var 2 år gammel, startede den 18 gange i Tyskland og vandt de 16 starter. I start Nr. 17 blev den slået, men blot for at komme igen og vinde i start Nr. 18. Hingsten begyndte at løbe i februar, og den sluttede i oktober. Næh, dette her med at spare og spare kan bestemt overdrives. Den rette træning gør hestene hårdføre, og det er i løbene, at de virkelig udvikles. Således er min teori. (Er det ikke bare en skam, at journalisten så ikke lige spurgte ham om, hvad den ”rette træning var”?)

ORKANEN FRISCO slår ONWARD EAGLE

Det er vel lovligt tidligt at snakke championat? Forsatte spørgeren:

Den side af sagen ser jeg i møde med fortrøstning. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg atter bliver champion, såfremt sygdom og uheld kan undgås!

Sæsonen startede den 1. marts og allerede anden dagen kunne han vinde med Novice og allerede løbedagen efter, kunne han vinde tre sejre, så som vanligt havde han sine heste i orden fra starten af,

OLYMPIC vinder hurtigt sin første sæson sejr

Allerede den 15. april på Amager kom årets første sejr til Olympic, og den Hans Bagge trænede og amatør kørte Opel Karensdal viste ligeledes derby takter. Den gode Onward Eagle med Hans Hansen viser også fornemme evner med sejr i Indlænder-Pokalløb, men den fik et nederlag i sin næste start af Mark med Orkanen Frisco, men der kom hurtigt lidt malurt i bægeret, da den evnerige derby kandidat Orkanen Frisco blev skiftet til N. J. Koster og det skyldtes, at Mark på et tidligt tidspunkt besluttede at han ville køre Olympic i årets derby, men han havde lavet en aftale med Søren Nordin om, at han skulle køre Orkanen i derbyet, men det ville ejeren åbenbart ikke høre tale om og det var vel heller ikke første gang, at Koster ”stjal” en god hest fra en kollega.

Olympic svingede lidt i sine præstationer, men var forrygende god på sine bedste dage, hvilket klasse hoppen Moster (som N. J. Koster vandt 32 sejre med), fik at føle i Wedellsborg Mindeløb, da løbene vendte tilbage til Lunden og i Derbyprøven får Koster revanche med Orkanen Frisco som slår Olympic og de satte ny rekord for løbet med 23.9 for de 2600 meter og det var en rekord som gik helt tilbage 1936, hvor Koster vandt med Sonny Diamond i 24.9.

Tilbage på Amager juni gør Logan endelig come back og det gør den med en sejr i flotte 23.4 over normal distancen og den tog også skalpen på Moster i sine næste start og Moster vandt mange store sejre denne sæson, men en hest som Nollo var også i topform på dette tidspunkt, hvor den vinder andet heat af et af de sjældne heat løb man oplever i Danmark og det gjorde den i 22.0, som var årets hurtigste tid, men den måtte i det afgørende tredje heat se sig slået af derby kandidaten Onward Eagle! Ugen efter forbedrede Olympic på trods af fejl til ny rekord 22.4. Som man kan læse ud af dette, var der faktisk en hel del gode heste i O-årgangen og samtidig havde Gerhard Petersen og et kæmpe talent i Oliver The Great, som han vandt en del løb med og det var en hest der senere kom i træning hos Mark Ingdam, så den vender vi tilbage til.

Det blev et meget spændende derby, hvor der kom syv heste til start, alle hingste. Det var: Stutt. Røde Mølles Orkanen Frisco (Koster), Hr. P. Mogensens Opel Karensdal (P. Mogensen), Stald Carl og Kai’s Olympic (M. Ingdam), Hr. J. C. Ipsens Ocean (Ipsen), Mr. Bridges Oliver The Great ( Gerh. Petersen) , Hr. W. H. Møllers Onkel Sam (Knud Hansen) og Stald Majestic’s Onward Eagle (Hans Hansen). Det var jo sådan på forhånd, at der var fire heste, Olympic, Orkanen Frisco, Onward Eagle og Opel Karensdal, hvis chancer man i pressen bedømte så godt som værende ens, og så åbent var løbet mellem disse heste, at ingen med nogen sikkerhed kunde forudsige udfaldet. Man vidste, at de to speed heste i løbet var Olympic og Orkanen Frisco, imens stayer evnerne var vel de bedste hos Onward Eagle og Opel Karensdal, og hvordan ville disse forhold udlignes over Derbyets 3000 meter. I Derbyprøven, som Orkanen Frisco vandt, var det den store speed, der var årsag til sejren.

Det er jo ofte gået sådan, at vinderen af Derbyprøven, ikke vandt selve derbyet, og sådan gik det også i 1953. Den langsomme starter (der trods alt vandt heatløb på Amager), men den absolutte stayer Onward Eagle, sejrede i Derbyet efter 1,25,3 kørt af den altid koldblodige Sønderjyde Hans Hansen. Tiden 1,25,3 var naturligvis god og derbyets næsthurtigste igennem tiderne, men det blev på trods startvognen ikke nogen nedsabling af Sonny Diamonds rekord for løbet. Det skyldes ifølge presselogen, at løbet blev kørt uden at nogen »vovede pelsen«, hvad der vel ikke er så meget at sige til, fordi så meget står på spil. Kun den sidste kilometer blev der virkelig kørt stærkt.

Opløbskampen i Dans Trav Derby 1953, hvor ONWARD EAGLE (th) til slut vinder

Derbyets Gang. For første Gang blev derbyet startet efter startvogn, så starten gik fint, hvor der efter start var lidt kørsel om placeringen, og det blev Ocean, der tog føringen før Olympic, Opel Karensdal (indvendig), Oliver the Great, Orkanen Frisco (indvendig), Onkel Sam og Onward Eagle. Farten blev derefter sat ned således, at første kilometer blev kørt efter 1,26, og det blev endnu langsommer anden kilometer, hvor der ingen ændringer var udover, at Orkanen Frisco skiftede til udvendig i andet spor. Anden omgang blev kørt efter 1,28 og dermed var chancen for en ny derbyrekord borte, men ud på den sidste kilomter blev tempoet sat i vejret, hvor Orkanen Frisco lagde sig til rette for angreb, og dette kom på sidste langside, Oliver the Great fulgte med, men derefter skød Orkanen Frisco forbi og Ocean fejlede i spidsen og Olympic førte nu med Orkanen Frisco op udvendigt og Opel Karensdal lå stadig i inderbanen bag den førende. Onward Eagle havde langsomt forbedret sin position, og da feltet kom ind i opløbssvinget lå Onward Eagle som tredje udvendig for Orkanen. Ind i opløbet førte Olympic, og idet Orkanen Frisco forsøgte endnu et angreb, kom fejlen, hvorefter Opel Karensdal gik ud i andet Spor, og Onward Eagle angreb stadigvæk udvendig. Derefter var det en hård opløbskamp mellem Olympic, Opel Karensdal og Onward Eagle, hvor den lille Opel Karensdal tilsyneladende var spærret inde mellem Olympic og Onward Eagle og kunne ikke komme frem. Lige før mål måtte Olympic knebent, men dog sikkert se sig slået af Onward Eagle, der for Hans Hansen sejrede efter 1,25,3. Olympic og Opel Karensdal noteredes ligeledes for 1,25,3, og som fjerde kom derefter Oliver the Great (1,25,8) foran Orkanen Frisco (1,26,0), Onkel Sam (1,26,5) og Ocean (1,27,8). Sidste Omgang blev kørt efter 1,21, og de sidste 500 meter var lidt bedre end efter 1,19.

Som sædvanligt kunne man næsten sige, vandt Mark også dette års første toårs løb og det var med Rudolf, der kunne vinde før Hans Bagge og Rikke Frisco, som også var en hest som Mark havde kørt til og de var begge efter Ax Frisco. Med hensyn til toåringer var dette jo året hvor stalden også havde den klassiske vinder Robin, men den kan der læses om i et specielt kapitel.

Med hensyn til treåringerne havde Mark igen et par interessante hopper, hvor Pomona bl. a. var tredje i Kriteriumsprøven og den meget talentfulde Polonia sætter ny treårs rekord for hopper med 21.8, hvor den i et rekordforsøg slog den gode hingst Pelikanen og Pomona var i sin afdeling anden til Kriteriums vinderen og senere derbyvinder Princess The Great og de løb 22.2. En anden sjov sejr til stalden var Leif Ingdam og Kaptain Hald, som kunne vinde Minde-Handicap, hvor Mark selv kørte Odin Frisco, som hoppede og det var en glad bror der modtog vinderne foran tårnet.

POLONIA slår PELIKANEN og sætter ny rekord

Leif Ingdam vinder Minde-Handicap med KAPTAIN HALD

Vi skal også lige huske og få revanchen på Fyn med, hvor Olympic ikke havde problemer med at vinde 4-Års Grand Prix og det var før Onward Eagle, som fejlede i opløbet som en slået hest og der er nok ingen tvivl om, at denne årgang var en af de rigtig gode, som prægede sporten i rigtig mange år, hvor man kunne nævne et par håndfulde navne, der alle sammen på et eller andet tidspunkt var en af de bedste i årgangen eller i landet og det er ganske stærkt. Mark startede med at have toårs stjernen Oklahomapigen i en sæson hvor han også vandt et par løb med Opel Karensdal, før han sæsonen efter vandt det største treårsløb på Amager med Orkanen Frisco og det største på Lunden med Olympic, før han fik Oliver The Great, som han vandt Mesterskab for Danmark med to gange og udover dette var Odin Frisco (som han vandt 23 sejre med) en stjerne i sig selv. Selv Onward Eagle vandt han tolv løb med og min allerførste "pashest i stalden hos Eli Andersen" Onions Sauce vandt han tretten løb med, så Mark havde det rigtig godt med O-årgangen.

Det blev til det femte championat i karrieren, da han vandt 66 sejre, men N. J. Koster var virkelig godt kørende og ydede god modstand og han blev anden med 49 sejre og Gerhard Petersen blev endnu engang tredje med 40 sejre: De mest sejrende heste i stalden var Odin Frisco (7), Olympic (6), Patrick, Polonia og Prinsesse Lady, der alle vandt fem sejre og både Ole Rømer og Lady Hamilton kunne vinde fire løb. Mark kørte 250 løb og udover sejrene blev det til 30 andenpladser og 103 yderligere placeringer. Det var en rigtig god sæson for Mark og havde han vundet derbyet også, havde den været helt fabelagtig!