Mark Ingdam er Københavner; men med »T», som han selv sagde, idet han som tiårig blev eksporteret til Tårnby på Amager, hvor hans far Anker den gang havde en Købmands og elektriker forretning i nærheden af Amager Travbane og derfor var det vel ikke underligt, at den unge dreng så fandt vejen til Traverbanen og Mark Ingdam berettede selv engang; Vi drenge interesserede os jo snart for heste og væddeløb og efter at jeg havde haft mit første Besøg i Stald C. J. A. Hansen & Søn på banen, fik vi lyst til selv at lege travløb. Vi havde vor egen bane på Løjtegaardsvej; Træerne var start pæle og der var ca. 5 meter imellem dem og som startsnore brugte vi itu klippede cykleslanger. Vi lavede rigtige vogne af to kosteskafter, en Træbund og barnevognshjul, og det gik storartet; vi havde også reglement, der sagde, at en sejr betød 5 meters tillæg. Løbene var som reglen over 100 meter. Derbyet var dog over 300 meter snorestart. Vi ”kørte” oftest Heat løb, og vi morede os dejligt. Ved siden af dette kom drengene også på banen og Mark Ingdam var ikke længe om at søge et staldkort til Løbedagene hos forvalter Christensen, som svarede knægten; Du kravler alligevel over hegnet, så du kan lige så godt få et!
Mark var den ældste af fire brødre i familien og Leif, der var den næste i rækken skulle også søge samme vej som travtræner og den næste var Arne og han blev en nærmest guds benådede skulptør, med fast arbejde på den kongelige porcelæns fabrik, udover sine egne kunstneriske opgaver og den yngste Bent, skulle efter Marks store ønske også have været travtræner, så brødrene kunne udfordre Nordin brødrene fra Stockholm, men Bent takkede nej, på trods af et meget stort engagement i sine brødre gøren og laden på banen og han overtog faderens elektriker firma og kørte den med succes i hele sit arbejdende liv.
Som man allerede har kunnet læse var Mark Ingdam en meget levende dreng, der hele tiden havde gang i et eller andet og både hjerne og hænder arbejdede på højtryk hele tiden, samtidig med han var en rigtig god storebror. I skolen gjorde han sig også positivt bemærket og når hans lærer måske var gået lidt træt i det eller ikke havde mere på programmet, bad han Mark fortælle en historie og han havde så livlig en fantasi, at han bare fandt på historierne hen ad vejen. Senere i livet læste han bøger af de førende forfattere i verden og specielt Hemmingway nød han meget og det skulle være forfattere som man ikke vidste hvad der stod på den næste side, for som han sagde: Tankerne skal bringes på flugt. Det har en stor værdi!
Da Mark Ingdam var omkring 12 år gammel, fik han en halvdagsplads hos træner Stampe, der den gang havde heste som Isak (senere Vienna Jr), Lotus og Hemma Worthy i sin varetægt, og den sidstnævnte blev den første hest som Mark selv kørte og den plads gav ham 5 kroner om ugen, og det var jo store penge den gang for en ung knægt og han havde den plads hele sommeren. Derefter gik der et par år hvor han bare kom på banen og hjalp til hvor han kunne, men i 1932 blev han færdig med skolen, hvor han stoppede klokken 10.00 og allerede et par timer senere var han hos Sofus Sørensen i Svejgaard stalden, hvor han fik 13 heste at passe, hvor to af dem skulle køres, nemlig Frk. Pjank samt Perdita Gay og senere kom Stafet også til.
Den følgende vinter kom han så til Hemming Andersen, der havde heste som Frk. Dick, Per Gynt og Queen Mc. Kinney i stalden og derefter gik turen til Leth Olsen, hvor han passede heste som Kim, Liva Bon, Nitterpigen, Opal og Kürfyrst. Det blev også til et kendskab hos Carl Nielsen, der bl. a. den gang havde Hanover Dillon og Nany, før han i vinteren 1935-36 skiftede til Stald G. Vang Andersen (Stampe var træner) på Amager Travbane, og der havde man bl. a. Umberto og Urban Frisco, hvor specielt den førstnævnte var en hest som han var meget glad for.
I 1931 fik Mark Ingdam en anden hobby udover travsporten og han forsøgte sig på cyklebanen med stort held, idet han vandt de 5 første gange han startede på Ordrupbanen og var blandt de største talenter i de nye årgange, men han var hurtigt klar over, at skulle han drive det til noget virkeligt stort, skulle der trænes i den helt store målestok. I øvrigt cyklede bror Leif også og lillebror Bent tog tid når de kørte, men en dag kom han til at tabe det fine stopur af bare spænding, så det ikke kunne bruges mere. På dette tidspunkt boede Mark til leje i en af de store villaer, der er beliggende til højre for den gamle restaurant Grøndalen, der lå lige overfor den gamle hovedindgang på Charlottenlund Travbane, hvor hans arbejdsgiver mest holdt til, for så kunne han fra sin egen villa, der var beliggende bag den nye tribune, holde øje med hvornår staldfolkene mødte, når han enten drak morgen eller eftermiddags kaffe. Der gik i øvrigt rygter om, at Det Danske Travselskab måtte betale en mindre erstatning til N. J. Koster, da man lavede den nye tribune, så han mistede sin lange distance oversigt over stalden!
Det skal dog med når Mark om vinteren kørte cykelløb i Forum og var så uheldig og styrte, i et løb, var der ikke meget sympati og hente hos sin arbejdsgiver N. J. Koster, som faktisk var den der gav Mark valget, at enten skulle han vælge cyklesporten eller travsporten og det blev så det sidstnævnte. og Mark fortæller selv om karrieren; Jeg klarede sig så fint, at jeg stod som den mest vindende begynder, hvor jeg var bedre placeret end Kjeld Brask Andersen, der siden er blevet et meget stort navn, i sporten. Imidlertid fik jeg professionelt licens på travbanen, og man krævede nu, at jeg også skulde have det på cyklebanen. Så jeg opgav cyklesporten. Trav og cykelløb er former for væddeløb, der hver for sig kræver sin mand så fuldt og helt, at de ikke lader sig forene. Jeg fortryder ikke, at jeg forlod cyklebanen. Derude er der en eller to, der tjener så mange Penge, at de kan leve af det resten af livet, medens man i travet kan holde den gående, til man er 60 og mere til. Jeg har valgt travet, men alligevel kan det godt krible lidt i mig, når f. Eks. en søndag formiddag en flok landevejsryttere suser forbi.
Samarbejdet imellem Koster og den unge Ingdam var meget udbytterigt for Mark, der nærmest kørte hurtigt sammen med chefen hele tiden og han kunne pludselig midt i et arbejde råbe til Mark; Kør ind og pil det af! Så måtte Mark selv finde ud af hvad han mente, hvilket må have været meget lærerigt. Koster var en mand af meget få ord, men han kom med en rigtig ”perle” sætning en dag, hvor Mark var kommet for langt foran ham, i et arbejde hvor han skulle pace chefen, der råbte; Er du begyndt for dig selv?
Mark Ingdam var så hos N. J. Koster fra maj 1936 til juli 1942, hvor han kørte sit første i løb i 1938. N. J. Koster havde søgt licens til ham før, men Mark Ingdam kunne først licens, da han var 20 år gammel. I øvrigt udviklede forholdet mellem mester og lærling sig til noget helt specielt og pludselig kom der et ønske fra Rigmor og N. J. Koster (som var barnløs) om, at de meget gerne ville adopterer Mark, men det kunne der aldrig blive tale om.
N. J. Kosters jockey, Mark Ingdam, der er høj og slank og velkendt af Publikum, er 23 år gammel. Han fortæller, at han egentlig også var cyklerytter på banen i Ordrup. Han var da i 8 år gammel og klarede sig så fint, at han stod som den mest vindende begynder, hvor han var bedre placeret end Kjeld Brask Andersen, der siden er blevet et meget stort navn, i sporten. Imidlertid fik jeg professionelt licens på travbanen, og man krævede nu, at jeg også skulle have det på cyklebanen. Så jeg opgav cyklesporten. Trav og cykelløb er former for væddeløb, der hver for sig kræver sin mand så fuldt og helt, at de ikke lader sig forene. Jeg fortryder ikke, at jeg forlod cyklebanen. Derude er der en eller to, der tjener så mange Penge, at de kan leve af det resten af livet, medens man i travet kan holde den gående, til man er 6o og mere til. Jeg har valgt travet, men alligevel kan det godt krible lidt i mig, når f. Eks. en søndag formiddag en flok landevejsryttere suser forbi.
Lærte De noget på cyklebanen, som De siden har kunnet drage nytte af? Ja, jeg forstår bl. a., hvad det er, der sker, når en travhest er så træt, at den sjasker i det og prøver at hjælpe sig selv. På samme måde kan man blive sur indenfor cyklesporten og sidder så i sadlen og hakker og hugger i det. Og så lærte jeg, at det ikke nytter noget at køre for stærkt fra start, undtagen hvis man kan opnå en god Position, eventuelt få spidsen i et løb. Hyppigt betaler det sig at bruge en del af hestens speed for at skaffe sig en god position. Bess Diamond f. Eks. går alle sine virkelig gode Løb fra spidsen, hvorimod den er nervøs og utilpas mellem heste. Med Hanover Speed, der nu er Avlshingst i Aarhus, var det stik modsatte tilfældet. Den var ingenting værd, hvis den straks blev bragt i spidsen. Det lagde ligesom en dæmper på den. Men kunde den komme bagfra og kæmpe, var der et helt andet liv over den. Koster bruger mange gange indtil 3/4 af sin hests speed på at komme i spidsen, og så har han en særlig evne til at klare sig resten af vejen. Det er, som om han kører med en flaske komprimeret luft, og selv om hesten er sur til slut, kan han alligevel holde den på benene ned gennem opløbet. Og De må i denne forbindelse huske, at det er yderst sjældent, at han for alvor bruger pisken. Man ser det kun, hvis det rigtig kniber på de sidste 3o—40 Meter. Det er ligefrem, som om Koster kan »hypnotisere« sine heste til at give alt, hvad de ejer og har i sig, og deri består en del af hans personlighed.
De to Heste, jeg har holdt mest af, fortsætter Mark Ingdam, var Theresa Harvester, den store Hoppe, der gik til Sverige, og så Hanover Speed. Jeg har billeder hængende hjemme af dem begge to. Det er mit håb, at jeg kan starte som selvstændig træner allerede til næste år (1943), hvis jeg kan opnå dispensation fra reglementet. Jeg har i alt vundet 17 - 18 Løb, deraf de 8 i år, og det gælder som bekendt om at smede, mens jernet er varmt.
Jeg har alt i orden til at kunne begynde med en komplet træningsstald: Sulkyer, seler, gamacher o. s. v. Der er for flere tusinde kroner, som jeg har sparet op fra tid til anden. For at blive en god træner tror jeg, det gælder om at være kold og rolig, og der skal desuden helst lidt fantasi til for at få et vist snit over det. Trænere og kuske har jo endnu lov til at spille på sig selv i løbene, men det duer ikke i hvert Fald ikke for mit vedkommende. Resultatet er blot nervøsitet og jappen. For resten skal der bedre nerver til at køre travløb, end folk almindeligvis tror. Der kræves den allerhøjeste grad af agtpågivenhed. Den mindste ubetydelighed kan vælte hele læsset. Pudsigt nok findes der næppe nogen anden sportsgren med så mange hvis’ert som travet. Hvis ikke det og det var sket, så havde jeg ganske bestemt vundet«. Den melodi kender De nok.
Med hensyn til at spare op var der kommet en ny person ind i Mark Ingdams liv og det var ungdoms kæresten Henny, som han var virkelig glad for og på trods af, at han med sit flotte udseende og dejlige væsen, fik mange pigehjerter til at banker hurtigere, holdt de to virkelig sammen i et og alt og eneste problem han havde med svigermor var, at al opsparingen i første omgang skulle gå til hans kommende karriere og det kom før opsparingen til et kommende hjem, kom på tale og det var en diskussion; Som jeg vandt; sagde Mark.
N. J. Koster har været mig en glimrende læremester, sagde Mark Ingdam til slut, og jeg har fået lov til at deltage hyppigt i løbene, hvilket giver en kolossal rutine. Når jeg nu inden så længe skal skilles fra Koster, sker det i bedste forståelse med ham. Han er en stor træner. Når han til dato har vundet ca. 16oo Løb, er det ingen tilfældighed. Han ville have kunnet klare sig fint overalt i verden, og jeg regner afgjort med, at Koster er i klasse med folk som Charlie Mills og Walter Cox.
