LOGAN – DEN OFTEST SEJRENDE!


Når man skriver en historie om Mark Ingdam, kommer man ikke uden om Logan, som var en mægtig hest imellem mange hos Mark, men det var den som han vandt flest løb med, nemlig 28 og selv da hesten døde i 1967, blev den mindet med ”den så hårdt savnede Mark Ingdam”, hvilket vel siger alt.

Logan var en meget evnerig hest, som to gange ramte de store overskrifter, nemlig da den på en besynderlig måde blev fralistet træner Gerhard Petersen, lige inden den skulle debutere, og et år senere, da den i foråret 1950 besejrede Lord i det berygtede løb på Amager. Begge heste blev drevet langt over evne, og det fik langvarige følger, og mange var vel dengang tilbøjelig til at mene, at ingen af hestene nogensinde helt kom sig helt over løbet. Lord, der blev kørt af Sofus Sørensen, havde tre uger før vundet på 1,31,1 over 2000 meter, men denne gang blev den presset helt ned på 1,24,9 i den vanvittige duel. Logan havde 40 meters tillæg og præsterede 1,23,0 dengang, en næsten utrolig præstation.

Præstationen gjorde Logan til derbyfavorit, men den kom aldrig til start i det store løb og opnåede kun et par placeringer resten af året. Også Lord forsvandt ud af billedet. Ikke underligt, at det var et løb, man henviste til og omtalte gennem flere år. I 1951 fik Logan et pænt come back. Den var anden til Leo Roy i Ulrichs Mindeløb og anden til King Ben jr. i Mesterskabsprøven, og sæsonresultatet lød på 7 sejre og 10.350 kroner.

Året efter gik det endnu bedre. Ingdam var i disse år på toppen af sin kunnen, og efter mange eksperimenter lykkedes det ham at vænne Logan til at gå højre rundt på den lille Charlottenlund bane og det var såmænd bare en løs sidestrop der skulle til. Logan var i øvrigt »rigget til« efter alle Marks regler med briller, sidestrop og i den lange lave vogn. Flot så det ud og flotte var resultaterne: atter syv sejre, derimellem Åbningsløbet på Amager efter meget hård kamp med Lincoln, Eliteløb for 5 & 6-årige heste og Skandinavisk løb. Sidstnævnte løb blev skæbnesvangert for den gode hest. Tilsyneladende blev den generet af den svenske Christer Boy, der blev diskvalificeret som vinder for trængning. Logan kom til tårnet, men det var for sidste gang. Han var brudt ned og kom ikke med i Skandinavisk Mesterskab, som han var udtaget til.

I 1953 fik han et beskedent come back, men så var det også slut, selv om man så sent som i 1958 forsøgte at starte den igen. Det samlede resultat blev 29 sejre, 8 andenpladser og 15 mindre placeringer til en værdi af 43.900 kroner i kun 62 starter. Logan var søn af Brother Guy og Exploit, og derved en helbroder til den meget talentfulde Hetta, som Mark også fik stor succes med, sent i hendes karriere og halvbroder til Nitouche (Captain Axworthy), der var hendes årgangs derbyfavorit. På grund af sin fine afstamning blev den forsøgt i avlen, men ligesom Leo Roy, Moster og andre af tidens store blev den noget af en skuffelse her. Logan’s bedste afkom var nok Esprit, en af Århus-hanens hurtigtravere, som Lønborg Nielsen vandt løb med i Charlottenlund på Derbydagen i 1967 og af andre navne huskes måske Cendrillon, Ega Saltum (der blev mor til den gode svensker Ega Roll (Rollo), Elegant II og Emperor, som Viggo Andersen vandt en del løb med.