MULIGE ÅRSAGER TIL MARK INGDAMS NEDTUR!


Her med Essi Lloyd efter en flot sejr i 1963

Jeg har igennem historien om Mark Ingdam fået mange mails med spørgsmålet om, hvad der gik galt til sidst for Mark Ingdam, så derfor på trods af, at jeg langtfra er færdig med hele historien endnu, hvor jeg efterfølgende gerne vil præsenterer den bedste hest han trænede i karriere og de sidste championater han vandt, vil jeg komme med mine foreløbige konklusioner om hvad der skete til sidst, efter alle de tanker jeg selv har og oplysninger som jeg har kunnet få sammensat på nuværende tidspunkt!

Hvad gik der galt? Det er jo et utroligt svært spørgsmål at svare på, men jeg begynder efterhånden selv at tro på, at det hele måske startede efter de første fem til seks championater, altså midt i halvtresserne, hvor han var så overlegen i forhold til de andre trænere, at han måske manglede lidt motivation eller konkurrence om man vil og samtidig rendte han hele tiden panden imod muren med hensyn til sine virkelig mange gode ideer for fremtiden med travsporten, overfor ledelsen, hvilket jo heller ikke kan have været særligt opløftende? På alle områder var han mindst tyve år forud for sin tid og der skulle være orden i det, hvilket hans arbejde i både træner og staldfolkeforeningerne viser. Der var nok ikke mange af hans kollegaer som kunne henvise til historiske udtalelser som han gjorde, som dengang han sagde: Det var vist Ludvig d. XIV., der har sagt, at folket kræver både brød og skuespil! Mennesker skal endnu engang have adspredelse, og hvorfor ikke lige godt søge den på en væddeløbsbane, hvor de samtidig kommer ud i luften! Dette var Marks filosofi, at kun det bedste var godt nok for alle involverede parter i travsporten.

Mark Ingdam blev også kendt for sine mange opfindelser og udviklingsideer. Her viser han én på det tidspunkt unik og tidsbesparende fodringsmåde, som mange senere har været meget glade for

Man skal samtidig huske på den megen festivitas i dagligdagen og et liv i sus og dus dengang, hvor travsporten var en af de mest populære sportsgrene ikke blot i Danmark, men hele Skandinavien / Europa, gjorde det svært for den sportsstjerne og charmerende person Mark var at holde sig til småkager og mælk - hvilket faktisk var Marks foretrukne traktement til fest i de første rigtig mange år. For dagens stjerner er der andre faldgrupper som doping og drugs, dengang var det "kun" alkohol. Slemt nok - så slemt at det kostede en eminent dygtig sportsmand, opfinder og foregangsmands hans karriere og liv.

Måske netop på grund af manglende konkurrence eller motivation om man vil, besluttede han sig til at bygge et hus i Dragør – på Øresunds Alle – og det var et byggeri hvor mange af de gode venner og hans personale hjalp til, så derfor lige så snart at arbejdet på banen var færdigt, ja så skulle der bygges et hus. Huset blev aldrig rigtigt beboet, da den økonomiske situation ikke tillod dette på grund af efterfølgende pengemangel. Dengang havde bankerne jo ikke fundet ud af hvor meget gebyrer kunne føre til og hjælp til styring af økonomien hang ikke lige på træerne og sportsmænd havde ikke managers eller coaches.

Mark og hans to "diamanter" Aff og Neel

Samtidig kom der ægteskabelige kriser mellem Henny og Mark, som startede omkring Snowflake derbyet, hvilket jo i den sidste ende betød skilsmisse, hvor han mistede pigerne og konen, som han var så utrolig glad for og det havde han det selvklart meget svært med. I kølvandet på alt dette var han kommet i kløerne på nogle pantelånere – hvilket han dog holdt meget tæt til kroppen – og han begyndte at optage relationer med de helt forkerte mennesker og derefter kom alkohol-problemer, hvilket hans store hesteejer Søren Friis virkelig forsøgte at hjælpe ham med, dog uden held.

Mark og Henny Ingdam. Trendsættere i mange sammenhæng i og udenfor banerne

Her skal man huske, at i hele Mark & Leiffs trænerkarriere stod de fire Ingdam brødre meget tæt sammen. Mange forsøgte at hjælpe, men der var det for sent og i bund og grund var der ingen der kunne hjælpe Mark, der selv mente at han var udødelig, på grund af sit stærke fysiske helbred. Som et stort paradoks skal det nævnes, at Mark meget tidligt opdagede Kaj Smiles Hansen’s meget store evner som kusk, men syntes, det var så synd, at Kaj ikke havde styr på sit liv - men Mark falder i netop selv i det samme hul uden i første omgang at opdage det.

Mark og Søren Friis med hesten Ivar Lykke

Han blev stærkt alkoholiseret og ligesom alt andet han gjorde, var det nærmest ekstremt. Man skal huske på at han var meget seriøst lige til det sidste, men selv i den store modgang han havde, levede han kun for et og det var og kunne træne heste og køre top væddeløb lige til det sidste.

Hvordan kunne man før i tiden køre løb på travbanerne beruset og var der ingen der skred ind over for det? Det er der sikkert mange, som spørger sig selv om. Alkohol var en næsten naturlig ting i hverdagen i alle samfundslag, hvor tidens profiler tællede blandt andre Dirch Passer, Jens Otto Kragh m.fl. Faktum var, at der var mange som desværre ikke var helt ædru når de kørte løb, men det var som sagt ligesom accepteret på en eller anden måde og her skal man huske på, at de 300 meters luftlinje der er fra dommertårnet og staldene, var de længste 300 meter i verdenshistorien. Det var jo en officiel hemmelighed, fra et tidligt stadie blev der konsumeret en utrolig mængde af liter øl på staldterrænet og noget af hemmeligheden bag travsportens succes var jo også det liv, som blandt andet hesteejerne, skuespillere, politikere og mange andre kunne opleve hver eneste dag i tutten. Derfor var det ikke altid, at alle var lige ædru når der blev præsenteret til første løb, men lad mig samtidig med syvtommer søm slå fast, at der aldrig er sket en ulykke i løbene eller træningerne med mere, på grund af promillekørsel.

Jeg har selv hjulpet en del trænere op på sulkyen, før et løb og jeg kan ærligt fortælle, at Mark en dag, på trods af at han næsten ikke kunne se ud af øjnene, kom tilbage til stalden fordi han havde glemt sit stopur!!!! Han kørte et drømmeløb, men blev slået lige på stregen, hvilket kun et forstørret målfoto kunne vise, men Mark kørte direkte i stald og sagde: Det må du undskylde ”kriger” (han kaldte mig altid det), men jeg blev bollet lige på linjen. Til sidst ville man dog gerne se ham i tårnet (efter han blev anmeldt af en kollega), men Mark var dog blevet advaret i forvejen og forsvandt som dug for solen.

DONAU LLOYD

Han var på vej tilbage (lidt) i 1963-64, hvor han blev fjerde med både Donau Lloyd og Essi Lloyd i Dansk Derby, men desværre skete der nu det, at Mark fik sukkersyge og både Mark og bror Leif, for den sags skyld, var skrækslagne med hensyn til læger og derfor blev der ikke gjort noget ved den frygtelige sygdom og den blev behandlet efter hans egen recept med brændevin og sødmælk.

Mark vinder med fireåringen ESSI LLOYD over 3600 meter før ældre heste

De sidste åringer han købte var faktisk Hallo Pride og Hannah Pride, af opdrætteren Kaj Sillesen, til sin ven Walter Baunstrup, som havde rideskole for enden af Amager Landevej, omkring hvor flyver grillen ligger den dag i dag. Med hensyn til disse to ungheste, kom jeg selv senere til at passe som toåringer, og hingsten blev døbt om til Herold Samson, hos Per Hansen, hvor den vandt Opdrætningsløbet og om den plag havde Mark sagt; Den ville blive en stjerne og tjene mere end 100.000 kroner, hvilken den gjorde, og det var mange penge dengang, så sin hesteforstand mistede han aldrig! Med hensyn til Rideskolen lå den i en mindre enklave af travfolk på Amager, hvor man bl. a. havde Hans Fischer på Helgeshøj (med egen træningsbane) og der var Ejnar Andersen, som opdrættede mange gode heste som Blanche Hanover og ikke mindst Amager Mølle, som jo var ejet af Gerhard Petersens forældre.

Hverdag for en sportstjerne og kendis. Megen selskabelighed morgen, middag og aften.

Man skal nu huske på, at Mark på dette tidspunkt havde været igennem en stor økonomisk rutsjetur og var en syg og ensom mand, der dog blev ved med dét han kunne, - At vinde travløb - på trods af alle problemer. Hans professionalisme var intakt og han var bomstærk ind i det sidste.

Mark var så uheldig at blive sparket på Walter Baunstrup rideskole, imens han var i gang med at sko deres heste og dette frygtelig sår blev der aldrig gjort noget ved og med sukkersygen og øvrigt i mente, kan det selvklart ikke have hjulpet på sagen

Mark Ingdam døde lørdag den 25. juli 1964, hvilket befolkningen fik og vide i en ekstra udsendelse i radioavisen om morgenen og det var efter fjorten dags meget svær sygdom. Han sov han stille ind og selv om at det var forventet, kom det alligevel som et chok for mange, i det han kun blev 46 år gammel! Mark Ingdam vandt 1.085 sejre som var fordelt på 241 heste.

Altid velklædt uanset tidspunkt

Det hele virkede meget uvirkeligt og man vidste simpelthen ikke hvordan man skulle takle hele situationen og kort tid efter var der et læserbrev i Væddeløbsbladet, om den manglende mindestund på den førstkommende løbedag, som var kutymen dengang, men man forsvarede sig med at have sat flaget på halvt på Lunden om lørdagen, da nyheden kom frem, men det var da først efter, at hans tidligere førstemand Kaj Hinke (som jeg arbejdede under på det tidspunkt) virkelig havde lavet ballade overfor de ansvarlige, så dette klarede sporten ikke særligt godt. Mark er aldrig nogensinde blev mindet for den fabelagtige indsats som han leverede i travsporten, hvor det kollegiale islæt absolut ikke manglede noget, men der var til gengæld mange der misundte Mark (den danske jantelov levede også i bedste velgående dengang) hans kolossale succes, men han ønskede virkelig det bedste for alle.

Den sidste skændsel var at nogen brød ind i stalden på Amager, der var blevet forseglede efter hans død, for at stjæle hans sidste opfindelser og resterne i saddelkammeret, udover det som han ikke havde foræret til andre, hvilket sætter hele den tragiske situation i relief!

Jeg ved godt at ingen personer i denne verden er uundværlig, men for min egen del er jeg virkelig glad for at have oplevet og kendt Mark Ingdam. Han har helt klart beriget mit liv utroligt meget, som han gjorde ved så mange og det er vel tiden at han får den efterfølgende hæder, som han om nogen anden har fortjent!

Bongo