Fortsat indavl med brevduer resulterer efter manges meninger i fysisk blandede duer med evner, der ikke er bedre end gennemsnittets. På den anden side resulterer fortsat krydsningsavl i duer, som varierer stærkt, både hvad fysisk bygning og flyveevne angår.
Der er faktisk kun en vej til succes, og det er at avle på en duestamme, som er gennemprøvet og har bevist sin kvalitet på kapflyvninger, vel at mærke i nutiden og ikke for flere år siden. Med en bestand, der besidder vindergener som grundlag, kan der så, når tiden er moden, introduceres nyt blod til ind som udvælges krydsning, blandt de bedste kapflyvere fra en anden god stamme. Med mindre vi går frem på denne måde, kan vi ikke håbe på at forbedre vore brevduer. Den beskrevne fremgangsmåde er naturligvis afhængig af, om der kan skaffes topduer fra de bedste stammer og til hvilken pris.
En opdrætter, der har opbygget en stamme duer af den kaliber, vi er interesseret i, må være forsigtig med, hvilke duer han sælger, og uden tvivl har han duer, som han ikke for nogen pris vil skille sig af med. Af den grund er vi henvist til at købe børn eller børnebørn efter hans bedste duer både som grundlag for vores bestand nu og eventuelt senere, når det måske drejer sig om at skaffe nyt blod til indkrydsning.
Man må imidlertid huske på, at topduers flyveevne ikke altid nedarves direkte til deres sønner og døtre. Hvis dette er tilfældet, kan man næsten være sikker på, at der blandt sønnerne og døtrene vil være nogle gode avlsduer, som kan videregive champion duens vindergener til deres børn, altså til champion duens børnebørn.
Det er velkendt inden for genetikken, at visse egenskaber hos en stamhan (eller hun for den sags skyld) forbliver ”skjulte” hos afkom af første generation for derefter at vise sig i en anden generation, altså hos børnebørnene. Det er et fænomen, der optræder i alle former for dyreliv og gør sig særligt bemærket inden for hesteavl, hvor vindere på trav- eller galopbanen ikke altid bliver berømte for at have produceret børn af samme kvalitet som væddeløbere, men tværtimod ofte bliver kendt for at være far til døtre, der udmærker sig som avlshopper.
Ved at fremskaffe det allerbedste avl materiale fra starten får man en meget bedre chance for at avle virkelig gode kapflyvere, som kan opfylde de krav, der stilles i konkurrencen med de bedste slag år efter år. Jo flere gode duer, der findes i den stamme, hvorfra man udvælger sine avlsduer, desto større er den statistiske sandsynlighed for at avle topduer efter dem.
I avlen må man stræbe efter at udvikle intelligens, klogskab, eller hvad man nu vil kalde det, for det er, hvad der bringer duerne hurtigt hjem. Og chancen for at få held til det for et rimeligt tidsrum må være større, når vi avler på duer, som ved deres præstationer har vist, at de ikke blot har hjemfindingsevne, men at den også er kombineret med klogskab.
En af Piet de Weerds filosofier lød: "Udvælgelse kan kun foretages, fordi der overalt er forskelle, små og store". Nogle ser/mærker disse forskelle, andre opfatter dem ikke og kan således ikke foretage udvælgelsen. Piet de Weerd havde uden tvivl "kenderblik", det lader sig dog ikke forklare, hvad der forstås ved det. Allerede som 20-årig mærkede han, at der var enorm forskel på muskler og muskler som mål for vitalitet. Som 80-årig var han lykkelig for at have opdaget i tide, at denne forskel ikke var uden betydning. I brevduesportens verden er kenderblikket et lille tilskud til de oplysninger, som kurven leverer uge for uge. Uden udvælgelse ved hjælp af kapflyvningsresultater kan vi ikke komme blot et lille skridt videre, men 200 års praksis har lært os, at uden det lille tilskud "kenderblikket" bliver man ikke mester. Piet de Weerd har hele sit liv holdt fast i, at duer, som flyver godt i høje temperaturer og modvind, som f.eks. Barcelona 1987 og Perpignan 1992, i 9 af 10 tilfælde også er brugbare avlsduer?
Jeg har igennem hele livet mødt mennesker der har fået den gave og kunne studerer dyr med stor succes og jeg har set så mange forskellige avlssystemer, at jeg med sikkerhed ved at det kan betale sig og sætte sig ind i avlsarbejde og ikke bare åbne døren der adskiller hunnerne og hannerne!
Hvis avlsduerne har været for lidt eller slet ikke i kurven, bliver udvælgelsen til avl overladt til opdrætteren, som ide fleste tilfælde har for lidt sammenlignings materiale. Piet de Weerds udvælgelses teknik adskiller sig fra gennemsnits opdrætteren ved, at han har haft utallige ægte topduer i hånden. Han mente, at de fleste klassifisører overså vigtige detaljer, deres øjne og hænder var for lidt øvede til at se forskellene i disse detaljer. De manglede denne magiske fingerspids fornemmelse
På grund af sin gerning som klassifisør i alle dele af verden blev Piet de Weerd kontaktet af betydelige personligheder som studerede mysteriet "hjemfindelsesevnen". Til disse personer hørte professor William T. Keeton fra Cornel universitetet i Ithaca i staten New York. Piet de Weerd blev bedt om at komme med bidrag og at studere Keetons arbejde. For sine fortjenester i denne forskning blev Piet de Weerd beæret med titel som æresdoktor for universitetet. En anden personlighed som kontaktede Piet de Weerd var admiral Chester W. Nimitz øverstbefalende for den amerikanske flåde under anden verdenskrig. På Nimitz's spørgsmål om mysteriet hjemfindelsesevne kunne Piet de Weerd naturligvis svare lige så lidt som alle andre. Nimitz var dog klar over, at kompas ikke var noget, som duen havde eller ikke havde, men at denne egenskab var opbygget gennem tiden, hvor brevduen udviklede sig. Med andre ord en due kan have rigtig meget hjemfindelsesevne eller også meget lidt. Det handler om en arvelig egenskab, og er dermed underlagt de Mendelske arvelove.
I HVOR MEGET DEN HAR KOSTET!
Der er altid blev solgt mange duer igennem tiderne, hvilket i sig selv er ganske naturligt, men det var altså til andre priser og som regel var det kun de virkelige topduer der blev betalt dyrt for og de stammer der virkelig havde bevist deres store avlsværdi og her var duerne fra Janssen i Arendonk vel de første, hvor der nærmest var flere års ventetid og den slags situationer gør bestemt ikke duerne billigere. Dygtige stammer som Maurice Delbar (Ronse), Cattrysse (Moere) og Desmet-Matthijs (Nokere) har også fået kasseapparaterne til at klinge igennem tiderne, før øjnene også faldt på de utrolig stærke duer fra Steenbergen i Holland. Det der dog var kendetegnende for disse gamle stammer var det faktum, at de var gennemfløjet og derfor er de også blevet en gevinst i avlen.
For at vende tilbage til Steenbergen var det jo tidligere Europas centrum for langdistance duer og først var det jo hotelejeren Jan Aarden (Hvis stampar kom fra Maurice Delbar, igennem Staf Dusarduyn i Groede), der skabte overskrifter og efterfølgende fandt man ud af hvor gode stammer man havde i den syd hollandske by og de avlede stærkt rundt omkring i hele verden og en hun som ”Spurven” De 131, er af de fleste eksperter nævnt som en af brevduesporten bedste avlshunner igennem tiderne, ud over de fantastiske resultater hun leverede.
Jeg kan fortælle hvordan der var i de ”vilde dage” i Steenbergen og under en af de mange samtaler jeg havde med Gerard De Weert, fortalte han mig; Engang havde jeg en rigtig god due og pludselig en søndag morgen uden nogen form for tidligere henvendelse, standsede der tre store Mercedes fra Tyskland uden for vores dør. Da de stod ud, sagde de, at de var kommet for at købe denne gode due, men den var faktisk min datters ynglings due, så den skulle ikke sælges og jeg bad dem om at ”forsvinde” på en pæn måde, sagde han. Senere på eftermiddagen dukkede de så op igen og før jeg nåede at blive rigtig gal (tyskere og hollænder har vel aldrig været gode naboer?), tømte alle tre deres punge for D-marks og det være virkelig mange penge der lå på bordet og jeg vendte mig om til min kone Joke og sagde; Jeg kan jo aldrig lukke den due ud igen! Og derfor fik tyskerne duen med hjem og datteren fik jeg en meget fornem ridehest i stedet for. Dette beviser med al tydelighed, at det var virkelig var mange penge der blev lagt på bordet.
Man kan jo sige, at det gik så vildt for sig i Steenbergen, at byen efterhånden blev ”tømt for klasse” og det er efterhånden blevet til en by med mange sprinter slag. Før i tiden var det lige så vigtig om hvem der var først i Steenbergen og hvem der var først internationalt!
Før i tiden forgik handlerne på den måde, at man startede bilen og kørte turen til de brevduefolk som man ønskede og købe duer fra. Nu er en due knapt nok landet før der møder flere forskellige agenter op for at købe dyret og det er uanset om den ”kun” har leveret denne ene præstation, hvor den heldigt ramte brættet et par minutter før sine konkurrenter og afstamningerne kommer ikke så meget i betragtning, for der er nu nærmest faste priser på for eksempel en national vinder og denne pris kan så blive rejst lidt (€5.000), hvis duen skulle have en anden god national placering på sit CV! Det der svinger mest er faktisk om de pågældende agenter forlanger 30% - 20% eller 10% af salget.
En af de brevduefolk som jeg virkelig havde stor respekt for, var Etienne Devos og for ham var resultaterne mere vigtigt end priserne og jeg glemmer aldrig, efter han havde accepteret et tysk bud på fem millioner belgiske franc (1.000.000 kroner) for Dax national vinderen Kleine Didi, at han sendte duen på en sidste flyvning til Pau (omkring 900 km). Det tror jeg aldrig dette var sket i disse Pipa og Herbots tider? Det skal lige nævnes, at Kleine Didi lå hjemme i reden sammen med konen, da Etienne Devos kom hjem fra Kirken og den blev faktisk anden nationalt og tredje Internationalt.
På mine førstes mange brevdue turer sydpå, arbejdede jeg virkelig meget på, at vi besøgte nogle slag hvor det var muligt at købe nogle duer, uden på forhånd og skulle tage et statslån og derfor var busserne altid fyldt op med duer på hjemturen. Jeg forlangte virkelig fra de slag vi besøgte, at man godt kunne vise en smule ydmyghed over for de mange skandinaviske brevduefolk, som brugte tid og penge, til at med sydpå og dette signal var der heldigvis mange der forstod og derfor blev atmosfæren virkelig så god, som den hele tiden var.
De mange fantasi priser vi høre om nu, kan på ingen måde være til gavn for brevduesporten, men der er kun en måde og stoppe dette på og det er ved at lade være med at købe dem. Inden man begynder og købe nye duer er der virkelig mange penge og sparer, hvis man lidt mere realistisk sætter sig ind i de forskellige flyve resultater og beviser for eventuel avlsværdi, før man begynder og vise interesse og som sagt indledningsvis, bliver en brevdue ikke bedre af at være dyr og den dygtige brevduemand er også ham, der forstår og købe ind og forny sig!
Det har været helt åbenlyst på Facebook i denne og sidste sæson, at der mangler utrolig mange duer fra flyvningerne, hvilket i sig selv ikke er nogen stor reklame for brevduesporten, når der bliver fokuseret så meget på det i medierne, da brevduen jo for ikke vidende er duen/fuglen der altid finder hjem og tidligere var en meget vigtig del af de danske militær, netop fordi de med sikkerhed kunne bringe hemmelige meddeler frem til de rette steder.
Hvad er der gået galt med den ellers så sikre brevdue. Hvorfor kommer de ikke hjem og bare forsvinder ud i den blå luft?
Journalistisk kan der være tre forklaringer på dette ”mysterium”, der ikke har noget med Darwins lov om ” survival of the fittest”, men derimod den menneskelige indflydelser der er på duerne og her er tre punkter og tænke over:
1: Det er først mest nærliggende og kigge på brevduemanden/kvindens indflydelse, hvor forespørgsel er om kvaliteten af disse/dem stadigvæk lige så stor som de mange, der tidligere har været med til at skabe brevduesporten? Bare fordi man har lyst til at flyve med brevduer, er det ikke ensbetydende med at man har talent for dette og man skal virkelig være i stand til at lærer og lytte med stor tålmodighed, og det er bestemt en sport hvor erfaringen har kolossal betydning! Så man kan vel godt forestille sig, at der af den vej bliver begået en del fejl, eller?
2: Brevduesportens udvikling har også en stor betydning her, hvor det oftest tyder på man er mere interesseret i at sælge duer og ikke flyve dem, hvilket aldrig kan være godt for noget avlsarbejde. Her kan brevduesporten lære lidt af hestesporten, der lang mere kritisk om hvilke dyr man bruge i avlen. Desværre er brevduesporten blev fyldt af mange agenter og hjemmesider, der vil sælge duer hver eneste dag og i mange tilfælde er det u fløjet unger med nogle gode flotte afstamninger fra kommercielle brevdueslag. Kort sagt kan de umuligt være avlsstjerner alle samme og jeg vil gerne pege fingeren i retningen tilbage hvor de rigtige gode stammer blev avlet og her var det kun resultatlisterne man gik ud fra og ikke smarte reklamer og flotte billeder. Man avler jo for at forbedre sine duer og med de resultater som vi har set i år i Danmark, er det vel så som så og få øje på fremskridtet?
3: Det mest alvorlige problem er nogen de mange hjælpemidler/medicin der bliver brugt nu om stunder. Alle i min alder kan skrive under på hvor mange affaldsstoffer der er i medicinen og når vi snakker om de fineste navigations evner i verdens historien, nemlig brevduen, som endnu ikke er 100% fastlagt, ja så bør man pille mere end strengest nødvendig ved det fine system, med andre medikamenter end nødvendigt og vi var tilbage i firserne allerede lidt bekymret for den årlige paramyxo vaccine vi startede med den gang, men det virker ikke som om at den skader efterfølgende, men kigger man alle reklamesiderne igennem med ”nødvendige” hjælpemidler til brevduerne, minder det jo mest om en ”kemisk krigsførelse” og jeg kan kun anbefale alle, at det skal være så naturlig som overhovedet muligt.
Afslutningsvis er dette ikke nogen kritik af nogen som helt, men bare et par tanker der måske kunne få en lille debat i gang, for det første vigtige skridt i den vanskelige væddeløbssport med dyr, er den tanke man skal vågne med hver eneste morgen; Hvordan gør vi det lidt bedre i dag!
